1 uge på Nykøbing Falster Sygehus

Min mor blev syg i juni, diagnosen var ikke rar: tyktarmskræft, men det var fundet i tide, sagde man til hende på Nykøbing Falster Sygehus, eller rettere Dødens Hospital – for hos mig kommer det aldrig til at hedde andet. Mor var bleg og utrolig træt, men med en blodprocent på under 5, var det ikke usædvanligt. Min mors mand er også syg, og går med rollator, så han kan ikke passe en syg kone, en sygeplejerske lovede derfor, at de ikke ville sende mor hjem. Dagen efter dette løfte, lørdag d. 21. juni sendte de mor hjem. Hun ville få en indkaldelse til Slagelse sygehus, hvor de ville tage stilling til videre behandling.

Jeg ringede derned og spurgte, hvordan i himlens navn, de kunne finde på at sende hende hjem. Det var en læge, der havde udskrevet hende, kunne vedkommende oplyse mig. Hun er syg, hun har alt for lav blodprocent, mindede jeg damen om. Nej nej, hun havde ikke for lav blodprocent, var svaret. Jeg spurgte så, om hun så kunne fortælle mig, hvorfor de havde givet hende blod. Jamen, man kan sagtens få blod uden at have for lidt. Så min mor var ikke så syg, at hun kunne blive på sygehuset, men om der ikke var sørget for pleje? De havde imidlertid ikke sørget for noget!

Min mor blev mere og mere træt, hun kunne kun sidde op i knap 5 min, hun havde ingen appetit, men hun var sikker på, der ville komme bud fra Slagelse Sygehus, for det havde en læge sagt. De gør, hvad de kan, sagde min mor!

Der kom ikke brev fra Slagelse, og mor blev mere og mere syg. Hun sov det meste af tiden, hun spiste ikke, hun drak ikke. Hun havde ikke en gang kræfter til at holde på glas eller bestik. Jeg ringede derfor til Slagelse Sygehus. De havde ingen henvisning fået fra Nyk. F angående min mor. Jeg ringede derfor til Nyk.F. Jo jo, de havde skam sendt en henvisning. Da jeg gik damen på klingen, bad hun om mors CPR-nr. Endnu en gang måtte jeg diskutere, fordi jeg ikke kendte de 4 sidste cifre. Men de fandt hende. Nååå, de havde sendt en henvisning til Roskilde Sygehus.

Jeg ringede til mor for at få hendes 4 sidste cifre, hun kunne ikke huske dem!??? Min mor, der huskede ikke bare hendes CPR.nr men også mit og mine 3 brødres! Mor, der huskede samtlige fødselsdage i familie uden undtagelse, og den er stor, jeg har fx. 34 fætre og kusiner. Nu havde hun glemt sit CPR.nr. Hun virkede forvirret og uklar. Jeg ringede, til Roskilde, og de fandt mor, hvorpå jeg udbrød: Så vær lige rar at give mig de sidste 4, så jeg ikke skal gennem samme diskussion, hver gang jeg skal ringe til andre afdelinger. OG…jeg fik dem! Så meget for persondataloven!! MEN, de kunne kun bekræfte de havde modtaget en henvisning, mere kunne de ikke sige, da de har tavshedspligt. Jeg fortalte sekretæren om situationen, og hun bad mig ringe til Nykøbing og få dem til at indlægge mor igen.

Jeg ringede derfor til Dødens Hospital endnu en gang. Fortalte, at mor hverken kunne gå eller stå, ikke spise, ikke drikke og virkede uklar. De kunne ikke hjælpe. Hvis hun var så syg, så måtte vi ringe 112. Jeg ringede til min mors mand, og bad ham ringe efter en ambulance til mor. Nej, det ville han ikke, nu skulle hun have lov at sove! Jeg ringede til min bror på Møn og bad ham køre derud, for det var vist rivende galt det hele. Min mistanke holdt stik. Det var helt galt! Mor kendte ikke min bror, og af en eller anden grund kaldte hun ham Torben, hun spurgte efter mig, men var forvirret og svær at forstå. Min bror ringede 112, og fik hende indlagt torsdag d. 4. juli

Dagen efter kom jeg derover. Mor var ubeskrivelig træt og havde voldsomme smerter. Hun fik blod og saltvand og var mere klar, men stadig svær at forstå. Hun havde ingen kræfter, hun kunne ikke spise selv og ikke drikke selv. Alligevel blev mad og vand bare sat, så hun selv kunne tage??? JEG måtte fortælle dem, at hun ikke kunne selv. Pillerne blev sat i et af de der små plastik”snapseglas” samme sted, hvorpå de gik. Jeg fandt indtil flere piller i hendes seng, som hun havde tabt i forsøget på at tage dem. Jeg gav hende mad, selvom det bestemt ikke var meget, hun spiste. Jeg hjalp hende med at drikke. Smerterne var slemme, så vi bad om smertestillende. En sygeplejerske fortalte, at vi lige måtte vente på en læge, der skulle beslutte, hvad de måtte give hende. Mor lå på stue med en ældre dame, der konstant snakkede i telefon meget højlydt. Den ringede konstant den telefon. Så kom sørme lægen og sygeplejersken. Lægen stillede sig ved benenden og sygeplejersken ved siden af mor, hun slog den lille latterlige foldevæg ud mellem de to senge på stuen. Lægen spurgte mor en del gange, om hun vidste, hvad hun fejlede. Mor havde ondt og svarede ikke. “Ved du, hvor alvorligt det er?” spurgte han. Mor svarede, at hun havde kræft i tyktarmen. Ja, sagde han med rigtig mange levermetastaser, så hvis du får hjertestop, vil vi ikke genoplive dig!” “Og du vil heller ikke komme i respirator”, bidrog sygeplejersken. “Hvad betyder det? spurgte min mor. “Det betyder, at dine organer langsomt vil sætte ud”, svarede lægen. Hvorpå han vendte sig mod mig og spurgte, om jeg havde søskende. Det bekræftede jeg. ” I skal tage stilling til, om jeres mor skal have livsforlængende medicin. Ønsker I det?” Jeg forklarede, at jeg godt lige ville have lov at snakke med mors mand og mine brødre om det. “Kan du få fat i dem?” Jo, det mente jeg nok, jeg kunne. “Godt, for vi skal have hurtig svar”, sagde fjolset og forvandt! Sygeplejersken spurgte, om vi ville have enestue, jeg svarede ja, og vi fik stuen overfor, som stod tom. Jeg var rystet! Aldrig i mit liv har jeg oplevet så fuldstændig kold en opførsel. Og hvorfor fanden havde vi ikke fået den enestue, der alligevel stod tom, før de kom og på det nærmeste slyngede en dødsdom i hovedet på mor, med en fremmed kvinde på medhør.

De lovede at kontakte Palliative team, men da det var weekend kunne de først komme mandag. Jeg bad dem vaske mor, da hun trængte efter at have ligge hjemme i 14 dage uden mulighed for bad, det skete ikke. Først da jeg klagede til en læge over denne mangel, fortalte at hendes negle var sorte, og da de havde forsøgt at klippe neglene, havde de klippet mor i tommelfingeren. Blodet var tørret og sad der stadig. Så kom de og vaskede hende. Det vil sige, de tørrede hende i ansigt, på arme og hænder med vådservietter. Benene rørte de ikke. Neglene spurgte de dog, om jeg ville rense. Det gjorde jeg og lagde lak på. Det havde hun altid, da hun var ung.

Mandag d. 8. juli fik vi at vide, at Palliative Team ville komme, men de kunne ikke sige, hvad tid. Jeg ventede på dem hele dagen. Ikke, at det var et problem, for jeg var medindlagt og tog mig af mors pleje, da dette sygehus ikke overhovedet magter at stå for den del!!!! Ved fire tiden skulle jeg på apoteket, så jeg afleverede mit telefon nummer til sygeplersken, og bad Palliative team ringe, hvis de kom, mens jeg var væk. Det gjorde de ikke. Da jeg kom tilbage, stod der vand på mors bord, og bordet var skubbet hen til sengen, mor bluse var våd, hun havde selv forsøgt at drikke. Jeg blev vred. Jeg havde fortalt dem 100 gange mindst, at hun ikke kunne selv! Jeg fik det svar, at de forventer, når der er pårørende, at de står for det. Jo, og det gjorde jeg sandelig ogå, men jeg gav besked, når jeg gik, og så forventer jeg, at DE klarer det, indtil jeg er tilbage. Jeg spørger igen efter Palliative team, men der har været vagtskifte, og det fremgår ikke af mors journal, at der var henvist til dem. Jeg er nu nået til det punkt, at nok er nok. De giver fuldstændig empatiforladt en dødsdom til min mor, slask, bang, sådan!!!! Vi vil ikke genoplive dig! Vi vil ikke lægge dig i respirator! Hvad er det for en facon. Mor gik nærmest i chok, og jeg var rystet!!!! Kunne man ikke stille et rum til rådighed, hvor de stille og roligt fortalte, at kræften havde bredt sig, og at de ikke kunne gøre mere for hende??? Kunne de ikke lige lade hende synke den nyhed, før de fortalte, at hun ikke ville blive genoplivet????? Fik min mor efterfølgende en at snakke med om det? NEJ! Fik vi pårørende tilbud om det? NEJ! Palliative team ville komme mandag. De havde ingen sagsbehandler og ingen psykolog til rådighed, fortalte de. Vi fik ingen svar på noget, når jeg henvendte mig til sygeplejersken, skulle hun videre og give patienter medicin. En her dag efterspurgte jeg en læge. Der kom ingen. Når vi ringede på klokken, og det gjorde vi, når mor havde ondt, så gik der hurtigt en halv time, før nogen kiggede ind! Hallo….her lå en angst og bange terminal patient overladt til sin datter. Det scenarie overgår selv min vildeste fantasi til at forestille mig den slags ske. Sygeplejersken reagerede ved at blive vred. Hun dukkede sørme ligefrem op på mors stue for at levere en skideballe til mig. Jeg var urimelig, de ville gerne snakke. Okay, det mærker vi ikke. Jeg måtte bede om en stund til at samle mig, jeg synes heller ikke den diskussion havde hjemme foran min mor. Men heller ikke dette havde en sygeplejerske fornuft og empati nok til selv at regne ud!

Jeg var nødt til at køre hjem et par dage, da jeg skulle til jobsamtale onsdag. Jeg fortalte dem, at jeg ikke overhovedet var tryg ved at lade mor alene, så jeg bad dem ringe til vågekonetjenesten. Efter lidt diskussion frem og tilbage gik de med til det. Mor fik vågekone, to søde ældre damer, der sad hos hende aften og nat de to dage, jeg var hjemme.

Da jeg var hjemme næste dag, ringede de fra hospitalet, de ville sende mor hjem. NEJ, det vil I fandme ikke, svarede jeg, for jeg har lægens ord på, at hun kan være her, indtil der er plads på Svanevig Hospice. Hun ville ringe tilbage. det gjorde hun, der var ventetid og eneste mulighed var aflastning, som mor selv skulle betale. Jamen, så er det det, hun gør, var mit svar. Mor kunne komme på Akutstue på Multicenteret i Præstø torsdag kl 13. Jeg åndende lettet op.

Da jeg kommer tilbage til mor onsdag aften, har hun ikke længere ilt og trækker vejret meget besværet. Jeg spørger en sygeplejerske, hvorfor hun ikke har ilt? Det må de have taget fra hende, er svaret. JO, så langt er jeg med, men HVORFOR? Fordi hun skal til Præstø. Øhhhh jo,men det var jo så først næste dag kl. 13. Mor fik ikke ilt. Hun hev efter vejret og blev panisk, slog med armene og lå meget uroligt med benene. I ambulancen på vej til Præstø fik hun saltandsdrop og ilt. På akutstuen synes hun, der var rart og hun faldt i søvn. Men, vejrtrækningen blev besværet, pulsen ustabil……en sygeplejerske forstod ikke, hvorfor der ikke var ilt med. Hun synes jeg skulle ringe til Nyk. og bede dem sende en iltbombe. Det gjorde jeg. Fik fat i en sygeplejerske, som først skulle tale med en læge. Hun ringede tilbage og sagde at de bare kunne give hende ilt i Præstø. Det kan de ikke, svarede jeg. Jo, det mente Nyk bestemt de kunne. De bad om at tale med en sygeplejerske i stedet for mig. Hun fik forklaret, at de ikke havde ilt og ikke havd fået ordentlig besked fra dem om behandling osv. Så mor måtte med en ambulance tilbage til Nykøbing Falster, da de kun kan sende ilt med mor, når hun er indlagt??!! Efter telefonsamtalen satte sygeplejesker i Præstø sig ned, kigge på en kollega og sagde: Aldrig før er jeg stødt på så meget uvidenhed.

Mor og jeg tilbragte natten på Dødens Hospital. Mor sov, var komfur og kunne ikke længere deltage i samtale. Næste dag omkring middag måtte hun endnu en gang over på en båre og køre tilbage til akutstuen i Præstø, denne gang med udtrykkelig besked om behandling, ilt og smertestillende. Lægen havde fået henvist til palliativ Teams, men mente at mors almene tilstand ikke var god, så hun ville sikkert ikke nå få glæde af dem. Hun kom tilbage il Akutstuen, et fantastisk sted, søde og omsorgsfulde sygeplejersker og sygehjælpere. Mor smilede og faldt i søvn. Hun var ikke længere kontaktbar. Min bror fra Bornholm kom. Vi sov på stuen hos mor.

Lørdag den 13. juli kom min bror fra Møn på besøg med kone og børn og sagde farvel til mor. Mor døde ved spisetid om aftenen.

Det er det sværeste, jeg har oplevet i hele mit liv. jeg er glad for, at jeg var arbejdsløs, så jeg havde mulighed for at blive hos mor. Vi fik nogle gode snakke, til sted var det mest mig der snakkede, om gode oplevelser med hende, om hvor meget jeg elskede hende, jeg hold hånd, også om natten…kyssede hendes pande og kind, sang for hende. De sange hun sang en gang for mig, de sange hun sang, når hun gjorde rent, og de salmer, hun havde bedt mig huske til hendes bisættelse. Hun smilede, hver gang vores øjne mødtes. Søde, dejlige mor. Men jeg tilgiver aldrig den behandling, vi fik på Nykøbing sygehus.

Mor blev bisat de 19. juli. På min 60 års fødselsdag. Det er en uges tid siden. Nu har jeg sundet mig. Nu vil jeg tage kontakt til Kræftens bekæmpelse, nogle medier og Patientklagenævnet. Det vi gik igennem er IKKE i orden. Men, det skal stoppe, så andre ikke udsættes for det samme!!!!! Dette er kun en del af den mangelfulde, empatiløse og uansvarlige behandling min mor fik, men jeg og mine brødre husker hvert et ord.