Der kommer et tidspunkt, hvor man mærker det helt inde i knoglerne. En stille hvisken i kroppen, der vokser sig større, indtil den skriger: Nu er det nok. Ikke af vrede, ikke af afmagt – men af erkendelse.
Vi taler sjældent højt om det. Det øjeblik, hvor vi ikke længere vil være den, der altid glatter ud. Den, der siger “det går nok”, selv når det ikke gør. Den, der altid står parat, altid tilgængelig, altid lidt for rummelig.
Men nogle gange må vi give slip. På forventninger, der kvæler. På relationer, der dræner. På gamle roller, vi ikke længere kan – eller vil – bære.
Jeg har været der. Stået midt i det velkendte kaos, hvor kærligheden til andre næsten skubbede kærligheden til mig selv ud over kanten. Hvor jeg forsøgte at strikke fred med pindene og hækle ro i hjertet – men hvor garnet blev filtret af indre uro.
Når nok er nok, er det ikke nødvendigvis enden. Det er begyndelsen på noget andet.
Det er en kærlighedserklæring til sig selv. En stille revolution. En beslutning om at sige: “Min energi er også værdifuld. Min grænse betyder noget. Jeg vælger at stå ved mig selv – ikke imod andre, men for mig.”
Det kræver mod. Det kræver tårer. Og det kræver en dyb, kærlig respekt for det menneske, vi også skal være for os selv.
Så hvis du står dér lige nu – på kanten af “nok” – så ved: Du er ikke alene. Og det er okay at stoppe op. Det er okay at sige fra. Det er okay at tage en pause fra at være stærk hele tiden.
Nogle gange er det mest kærlige, vi kan gøre, at sige: “Herfra og ikke længere.”
Og i det valg kan der spire noget nyt. En ny ro. En ny frihed. En ny begyndelse.
At sætte grænser er ikke at lukke andre ude – det er at invitere sig selv ind.”
– Ukendt
