I går havde Rasmus fødselsdag. Han blev seksten år.
Sidst, jeg havde mulighed for at holde fødselsdag sammen med ham, var da han blev fire. Han viste mig legepladsen og vi så film på hans værelse. Da vi sad der på gulvet og så film med sodavand og slik, som hører sig til, sagde han: Dig og mig, farmor. Og jeg svarede: Dig og mig, Rasmus! (En sød lille dialog, jeg havde lånt fra Emil fra Lønneberg)…. Jeg husker denne dag, som var det i går. Han var bare fire år og kan sikkert ikke huske det.
Dig og mig blev der ikke mere af. Rasmus blev et af de alt for mange børn, der mister kontakten til far og fars familie, fordi deres mødre skønner, det er til barnets bedste.
Jeg skal ikke her komme ind på, hvad jeg tænker og føler om disse mødres beslutninger. Det fører alligevel ikke til noget. Men jeg ved, hvad det gør inde i en farmor, at mistet det, jeg har mistet. “Det er aldrig for sent”, er der nogen, der siger. Det er ikke rigtigt. Der er mange ting, der kan ændres hen af vejen, der er mange ting, der kan rettes op med tiden, hvis viljen er der. Men det er ikke alt. Uanset om kontakten med Rasmus etableres igen, uanset hvor meget hans mor måtte fortryde (hvad jeg stærkt tvivler på vil ske), så er det bare ikke muligt at skrue tiden tilbage. Jeg har ikke oplevet Rasmus’ første skoledag, jeg har ikke oplevet ham læse de første sætninger i sin læsebog. Jeg var ikke i stand til at trøste og støtte, da han kom på hjem i Næstved og måtte vænne sig til et værelse, andre børn og nye voksne. Jeg var ikke en del af rokketænder, skrammer på knæene, fødselsdage, konfirmation osv. Jeg har ingen billeder, som vi sammen kan kigge og mindes. Jeg har små avisudklip fra lokalsprøjten, nemlig dem hans mormor satte i avisen på hans fødselsdage, som min mor har været så sød at klippe ud og sende til mig.
Jeg mødte ham i Vordingborg Festuge for omkring 6-7 år siden. Jeg gik forbi toiletvognene, da Rasmus og hans papfar kom ud derfra. Jeg kunne ikke nå væk, og jeg fik et kort sekund øjenkontakt med Rasmus. Der var ingen genkendelse, for ham var jeg bare en fremmed.
Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå disse mødre. Men jeg kan ikke. Mine drenges far var så meget langt fra stabil, hvad angår det at tage sine drenge på weekend, efter vi blev skilt. Det var ingen lykkelig skilsmisse, det er der vel egentlig ikke mange skilsmisser, der er. Hans familie tog hans parti og det gjorde min også! Så der var nogle barske år, hvor vi ikke rigtig så noget til noget familie. Et par år efter skilsmissen bankede det på min dør, og der stod min eks-svigermor, og jeg indrømmer min første tanke var: Hvad fanden vil hun? Hej, sagde hun, jeg vil så gerne have lov at se mine børnebørn, jeg vil ikke om ti år møde dem på gaden og gå forbi, fordi jeg ikke kender dem. Må jeg ikke nok have lov at kigge forbi en gang imellem. Jeg lukkede hende ind, og gennem hele mine børns opvækst kiggede hun forbi til fødselsdage, eller hvis hun alligevel var i nærheden. Jeg har mange gange ønsket, jeg havde mine drenges farmors mod. Det har jeg ikke. Jeg skrev en gang et brev til Rasmus’ mor, hvori jeg bad om at få lov at se ham en gang imellem. Jeg fik aldrig svar.
Jeg har massevis af familie boende i den by, Rasmus bor. Jeg har en masse “venner” i den by. Jeg har en nevø på alder med Rasmus. Jeg bad guder og hver mand holde øje med konfirmandlister og dato for et år siden, da han skulle konfirmeres. Ingen meldte tilbage. Min datter fandt tilfældigt på Facebook et billede af ham og hans søskende ved alteret i en kirke – Vordingborg Kirke. Jeg finder det højst besynderligt og helt uforståeligt, at ingen derovre kendte til det. Jeg husker Vordingborg som en frygtelig sladder-by, jeg er i de 13 år jeg har boet herovre gentagne gange blevet både mindet om og offer for sladderen derovre. Men altså ingen vidste, hvor eller hvornår Rasmus skulle konfirmeres! Ligesom den gang jeg mødte ham til festugen, ville jeg ikke på nogen måde have ødelagt noget. Jeg ville ikke være mødt op selv. Jeg havde aftalt med en veninde i Næstved, at hun ville tage til kirken og lægge et telegram og en ganske særlig bog i hans kurv i våbenhuset. Ville det have været så slemt?
Måske kommer Rasmus en dag af sig selv, måske gør han ikke. Jeg håber, han gør.
Under alle omstændigheder får han en dag bogen. Den bog, der fortæller ham, hvor elsket og savnet han har været i alle de mange år, der er gået siden den hyggelige 4-års fødselsdag. Lige her og lige nu må jeg nøjes med at sende ham tusindevis af varme tanker og en skov af kys.
