Nogle indlæg bliver skrevet med en klar retning. Andre bliver skrevet, fordi tankerne larmer lidt for meget til at blive inde i hovedet. Dette er et af de indlæg. Et dagens tanker-indlæg.

Bare små refleksioner om livet, mennesker og alle de masker, vi nogle gange tager på for at klare os gennem dagen.

For måske kender vi alle følelsen af at forsøge at få ydersiden til at skinne lidt ekstra, når indersiden har det svært. Måske har vi alle prøvet at gemme os bag et smil, en flot facade eller et “jeg har det fint”.

Og måske er det netop derfor, jeg fik lyst til at skrive disse tanker ned i dag:

Jeg havde en veninde engang, der sagde noget, jeg aldrig har glemt:

“Jo dårligere jeg har det indeni, jo mere gør jeg ud af min make up.”

Dengang lo vi lidt af det. Men jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg tænkt over de ord. For måske handlede det aldrig om mascara, læbestift eller perfekt eyeliner. Måske handlede det om overlevelse.

Om at tage rustningen på.

Vi lever i en tid, hvor glansbillederne står i kø. Smilene. Filterne. De pæne hjem. Det vellykkede liv. De overskudsagtige mennesker, der tilsyneladende både bager surdejsboller, dyrker yoga ved solopgang og har styr på livet, kærligheden og sig selv.

Og midt i det hele står vi andre. Med trætte øjne, rod i hovedet og bekymringer, vi ikke helt tør sige højt.

Så vi pudrer lidt ekstra på. Smiler lidt bredere. Svarer “det går fint”, selv når det ikke gør.

For måske er det lettere at vise et glansbillede end at vise virkeligheden.

Men bliver vi lykkeligere af det?

Det tror jeg egentlig ikke.

For glansbilledet kan være smukt at se på, men det varmer ikke ret meget. Det holder ikke om os, når mørket kommer. Og det mest ensomme i verden må næsten være at blive rost for en facade, mens ingen ser mennesket bagved.

Måske er det også derfor, mange af os bliver så trætte.

Det kræver energi at skjule sig. At holde sammen på billedet. At sørge for, at ingen opdager revnerne.

Og hvem narrer vi egentlig?

Andre mennesker måske — lidt. Men mest os selv.

For jo længere vi spiller rollen som “ham eller hende der har styr på det hele”, jo sværere bliver det at række hånden ud og sige: “Jeg har det faktisk ikke særlig godt.”

Det mærkelige er, at det sjældent er perfektionen, der får os til at føle os forbundet med andre mennesker. Det er sprækkerne. Ærligheden. Tårerne, der ikke blev tørret væk hurtigt nok. Sætningen: “Jeg kæmper lidt for tiden.”

Det er dér, vi genkender hinanden.

Jeg tror ikke, vi behøver at smide al make up, droppe de pæne billeder eller udstille vores sorg for hele verden. Der er ikke noget galt i at gøre sig umage eller finde glæde i det smukke.

Men måske skal vi bare huske, at et glansbillede ikke er det samme som et lykkeligt liv.

Og måske bliver livet faktisk lettere den dag, vi tør lade nogen se os, som vi virkelig er — også når mascaraen løber lidt.