Jeg har sagt det tusind gange. Det er lige meget med mig.

Hvor skal vi spise? Det er lige meget med mig.
Hvad skal vi lave? Det er lige meget med mig.
Hvor skal vi tage hen? Det bestemmer du bare.

Herregud, det er jo ligemeget.

Og det er det selvfølgelig også nogle gange. Jeg behøver ikke have en holdning til alting. Jeg kan sagtens spise et andet sted, tage en anden vej eller gøre noget, som en anden har mere lyst til end mig. Men jeg er begyndt at tænke over, hvor tit jeg egentlig har sagt de ord gennem mit liv: Det er lige meget, det er ok med mig..

For måske var det ikke altid ligemeget. Måske var jeg bare rigtig god til at tilpasse mig. Og nu, hvor jeg er blevet ældre, er der et lille spørgsmål, der er begyndt at dukke op: Hvad har jeg egentlig selv lyst til?

Ikke hvad der er nemmest. Ikke hvad der giver mindst bøvl. Ikke hvad der passer bedst for alle andre. Men hvad gør faktisk mig glad? Det spørgsmål øver jeg mig på for tiden. Og ved I hvad? Jeg tror faktisk, det er på tide.

Jeg har deltaget i Fanø Strikkefestival siden 2013, og jeg har været rigtig glad for at komme der. Gennem årene har jeg været afsted med andre strikkedamer, med en veninde og med Karsten og min svigerfar. Sammen med Karsten og min svigerfar har jeg siddet i teltet og set modeshow, hørt foredrag og lyttet til musikalske indslag, mens vi har nydt en kop kaffe. Det har været rigtig hyggeligt. Alligevel har jeg savnet noget. Jeg har savnet fællesskabet med andre strikkere. Samtalerne hen over strikketøjet, inspirationen, de gode idéer og de små tips, man tager med sig hjem.

Masker i Marsken har jeg deltaget i fire eller fem gange, men oplevelsen har været lidt den samme som på Fanø. Jeg har kigget, mærket på garn – og selvfølgelig også købt noget. Men det har mest været dét. At kigge og købe garn. Og selvom det bestemt også kan noget, har jeg efterhånden fået lyst til mere end fyldte poser med hjem.

De sidste to år har min datter og jeg været med til Gammelbro Strik den sidste weekend i august. Første gang boede vi i luksustelt, og anden gang i en ferielejlighed tæt på stranden. Her er ingen garnboder og ikke noget, man absolut skal nå rundt og se. Til gengæld er her en flok strikkeglade damer, som mødes for at farve garn, strikke, udveksle erfaringer og dele glæden ved garn og masker. Lørdag aften er der fællesspisning, og resten af weekenden er der god tid til både strikketøj, snak og hygge.
Det er lige præcis det fællesskab, jeg har savnet. Det er megahyggeligt – og selvfølgelig tager vi afsted igen i år. Vi glæder os allerede.

Så faldt vi over en reklame for Pakhusstrik på Islands Brygge i København. Her er der blandt andet mulighed for at tage på gåtur med strikketøjet, komme på kanalrundfart og – vigtigst af alt – mødes med andre om glæden ved at strikke. Det lød som noget, vi måtte prøve, og beslutningen blev taget næsten med det samme. Derfor springer vi Fanø Strikkefestival over i år og tager i stedet til Pakhusstrik. Måske er det netop her, vi finder lidt mere af det fællesskab og den inspiration, jeg har savnet. Vi glæder os i hvert fald til at opleve noget nyt – naturligvis med strikketøjet i tasken.

Livet uden Gypsy er svært. Det vidste jeg godt, det ville blive, men det er i den grad værre, end jeg kunne forestille mig. Jeg savner hende afsindigt. Hver eneste dag. Hele tiden. Jeg savner lyden af hendes poter, hendes blik og hendes lille krop tæt på min. Jeg savner turene, rutinerne og bare det, at hun var her. Stilheden efter hende fylder så meget. Hun var en del af mit liv i næsten 15 år – og nu er her bare så tomt.

Sidste weekend fik vi selskab af min søn og mit barnebarn Anna Elisabeth i Dageløkke. Det blev en superhyggelig weekend med ture til stranden, shopping i Rudkøbing, en smuttur til festival i Humble, et besøg på pizzeria og maling på sten.

Vi skulle selvfølgelig også grille, men det udviklede sig til lidt af en gyser. Bedst som jeg stod der, tog fanden ved grillen, og flammerne slikkede op langs gasslangen. Heldigvis fik min søn og jeg i fællesskab slukket både for gassen og ilden. Resten af middagen blev tilberedt på stegepanden – og det smagte heldigvis ganske udmærket alligevel. Men grillen? Den holder jeg mig nok lidt på afstand af foreløbig.

Sammen med min online bogklub har jeg i denne måned læst Nøjsomheden af Stine Askov. Bogen handler om Mona, som er vokset op i boligområdet Nøjsomheden med en psykisk syg mor og en noget broget familie omkring sig. Hun elsker bøger og får arbejde i en boghandel, hvor hun møder Nikolaj, der kommer fra et helt andet samfundslag. Deres møde bliver også en fortælling om klasseforskelle, kærlighed og om at forsøge at finde sin egen plads i livet.

Jeg kunne sagtens relatere den til min egen opvækst og oplevelsen af at færdes mellem to forskellige samfundslag uden rigtigt at føle, at jeg passede ind nogen af stederne. Den ramte noget genkendeligt i mig. Bogen er fantastisk godt skrevet og rummer masser af humor midt i alt det alvorlige. Jeg var virkelig godt underholdt – og samtidig gav den mig noget at tænke over.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Sådan går livet sin gang. Med nye strikkeoplevelser at glæde sig til, hyggelige stunder med dem, jeg holder af, bøger, der sætter tanker i gang – og et stort savn, som følger med mig hver eneste dag. Glæde og sorg kan åbenbart godt bo side om side. Jeg kan glæde mig til Gammelbro Strik og Pakhusstrik, grine af en grill, der går amok, og nyde en weekend med familien – samtidig med at jeg savner Gypsy helt ind i hjertet. Det ene udelukker ikke det andet. Det er måske bare sådan, livet er. Kaotisk, kærligt og fuldt af både nye oplevelser og minder, vi bærer med os.