Mandag morgen er der ikke meget Dageløkke over mit liv. Vækkeuret ringer. Kaffen skal laves. Jeg skal på arbejde. Der er mennesker, jeg skal huske at tale med, ting jeg skal følge op på og en vasketøjskurv derhjemme, som tilsyneladende formerer sig, når ingen kigger. Sådan er hverdagen jo, og egentlig holder jeg også af den.
Men jeg har tænkt på, hvor vigtigt det er, at der midt i alle de ting, jeg skal, også findes noget, jeg selv har valgt. For mig kan det være noget så enkelt som at pakke badekåben og køre ned til Nørresø. Stå et øjeblik ved vandkanten og tænke: Hvorfor i alverden gør jeg det her frivilligt? Og så gå i. Kulden, der tager vejret fra mig, og bagefter den vidunderlige fornemmelse af at være helt vågen og til stede i sin egen krop. Ingen har bedt mig om at vinterbade. Ingen har brug for, at jeg gør det. Jeg gør det, fordi jeg har lyst. Det samme gælder, når jeg tager strikketøjet frem eller forsvinder ind i en bog. Små stunder, som ikke skal føre til noget, løse noget eller gøre mig nyttig for nogen. De er bare mine.
På pindene lige nu 🧶 Tæppet til Hallunds Hacienda er endnu ikke fløjet af pindene – men det er stærkt på vej. Og helt ærligt, et tæppe må vel også gerne tage lidt tid. Maske for maske vokser det, og jeg satser stærkt på, at det når at blive færdigt til efterårsferien. Jeg kan allerede se det for mig: Dageløkke, efterår udenfor vinduerne, stearinlys, en kop varm te – og mit hjemmestrikkede tæppe over benene. Det bliver godt. Men jeg har også en mand, hvis fødder ikke skal fryse, når vinteren rammer Hallunds Hacienda. Så Karstens strømper må snart have lidt kærlighed. De har ligget tålmodigt og ventet, mens tæppet har fået det meste af min opmærksomhed. Nu må de lidt længere frem i strikkekøen, så de kan blive klar til de kolde weekender i vinterhalvåret. Og så kom der selvfølgelig lige et projekt mere på pindene. Jeg var på TR-kursus i Odense i går, og tæppet er efterhånden blevet lidt for stort at slæbe med og sidde med på et kursus. Man skal jo nødig være uden strikketøj, så jeg fik startet på et Sophie Scarf. Det strikker jeg i det garn, jeg selv farvede på Gammelbro Strikweekend. Det gør det lidt ekstra hyggeligt at strikke med. Ellen synes, farven ligner boblegum-is. Og ved I hvad? Det gør den vist også. Så nu har jeg åbenbart et lille boblegum-is-tørklæde på pindene. Det er sådan et perfekt projekt til tasken – nemt at tage med og lige til at finde frem, når der opstår lidt strikketid.
Så er der også de hæklede suttesnore til Vestervang Kirke. Sikke et herligt lille pauseprojekt. Nemt, overskueligt og lige til at tage frem, når jeg har lyst til at lave noget med hænderne uden at skulle tælle, måle og holde styr på en masse, og jeg kan rigtig godt lide tanken om, at de skal bruges til noget og glæde andre. Så lige nu er der lidt af hvert i kurven. Et tæppe til sommerhuset. Varme strømper til manden i mit liv. Et boblegum-is-farvet tørklæde til mig selv. Og små suttesnore til nogle små mennesker, jeg slet ikke kender. Når jeg ser på det på den måde, er det måske ikke bare garn og masker. Det er omsorg i masker.








Weekend i Dageløkke
Selvfølgelig blev der også plads til endnu en weekend i Dageløkke. En af de stille weekender, hvor der ikke behøver at ske ret meget, for at den føles helt rigtig. Lørdagen viste sig fra sin allerfineste side. Sol, blå himmel og så dejligt vejr, at terrassen nærmest kaldte på os. Så der blev siddet. Længe. Med kaffe, strikketøj og den der særlige ro, som efterhånden er blevet noget af det, jeg forbinder allermest med Hallunds Hacienda. Vi har også gået ture rundt om søen. Og selvom vi efterhånden kender turen, er der altid noget nyt at få øje på. Svampe i skovbunden. Rådyr mellem træerne. Og da mørket begyndte at falde på, flagermus, der fløj omkring os. Jeg holder virkelig af den slags oplevelser. De koster ingenting, kræver ingen planlægning og kan ikke bestilles på forhånd. Man skal bare huske at kigge. Dageløkke er ved at skifte fra sommer til efterår nu. Og jeg tror faktisk, jeg kommer til at holde mindst lige så meget af vores lille sted i den mørke tid.Måske endnu mere. 🍂







Månedens bog 📚
I læsekredsen har vi denne måned læst Hundeparken af Sofi Oksanen. To kvinder sidder på en bænk i en hundepark i Helsinki og betragter en familie med to børn. De kender hinanden fra Ukraine, og efterhånden som historien folder sig ud, opdager vi, at de deler en fortid. Begge har været en del af fertilitetsindustrien – men fra hver sin side af bordet. Hundeparken er en barsk fortælling om længslen efter børn og om de kvinder, hvis kroppe bliver en handelsvare. Historien bevæger sig mellem Helsinki og Ukraine, mens gamle løgne, hemmeligheder og tab langsomt kommer frem i lyset. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at der ikke findes nogen enkle roller som helt og skurk. Kvinderne har truffet deres valg, men de har samtidig levet under vilkår, som har gjort valgene svære. Hvor meget vælger vi egentlig selv, når økonomi, fattigdom og drømmen om et bedre liv spiller med? Det er en mørk bog, og den krævede lidt af mig som læser. Til gengæld blev den ved med at rumstere, efter jeg havde lagt den fra mig. For hvor går grænsen, når ét menneskes største drøm kun kan opfyldes ved hjælp af et andet menneskes krop? En bog om magt, moderskab, penge og prisen for andres drømme – og helt sikkert en bog, der giver noget at tale om i en læsekreds.
⭐⭐⭐⭐⭐ 5 stjerner fra mig.
Weekenden i Dageløkke
