Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om dig endnu.
Sommeren er jo ikke rigtig væk. Den ligger stadig i Dageløkke, i billederne på telefonen, i duften af hav og i minderne om lange lyse aftener. Men morgenerne er blevet anderledes. Lyset er anderledes. Og hverdagen har for længst banket på og sagt: Nå, skal vi så komme videre?
Men det er måske lige præcis dét, jeg ikke helt kan.
Komme videre.
Eller måske er det bare selve udtrykket, jeg ikke bryder mig om.
For jeg har ikke lyst til at komme videre fra Gypsy. Jeg har ikke lyst til at komme videre fra sommeren, fra mennesker, jeg savner, eller fra de øjeblikke, jeg gerne ville have holdt lidt længere fast i.
Måske skal jeg i stedet gå videre med det hele.
Med savnet. Med kærligheden. Med minderne. Med strikketøjet under armen og en ny bog i tasken. Med lysten til nye fællesskaber og med en efterhånden ret stædig beslutning om også at vælge noget af det, der gør mig glad.
Man behøver måske ikke afslutte det gamle kapitel helt, før man begynder på det næste. Det har jeg i hvert fald besluttet mig for at forsøge.
Let bliver det ikke. Men, men, men … jeg har været her før, så følelsen er ikke ny.
Det er stadig svært at undvære Gypsy. Meget. Gåturene bliver der heller ikke så mange af, for det føles både tomt og kedeligt at gå uden hende ved min side. Så måske skal det være punkt ét i det nye kapitel: Få vandreskoene på – og gå. Også selvom det føles anderledes nu.
Sidste weekend var jeg sammen med min datter og Ellen på Gammelbro Camping til den årlige strikkeweekend. Sidste år var det superhyggeligt, men i år var stemningen en anden. En stor gruppe havde samlet sig ved et langt bord midt i lokalet, mens alle nytilkomne blev placeret i yderkanten ved mindre borde.
Snakken gik lystigt – især ved det store bord i midten. Ved de øvrige borde var det noget mere stille. Ud af nogle og tyve damer var der vel tre, som formåede at tale med alle. En stor tak til dem. Det gør faktisk en forskel, når nogen ser sig omkring og sørger for, at alle føler sig lidt med.
Lørdag var der fællesspisning med sønderjysk pølsebord. Det smagte godt, men det er nok ikke lige den menu, jeg selv ville vælge en anden gang. Der var en forespørgsel, om det ikke var en idé at blande sig med hinanden, men det førte til hurtige protester fra midter bordet. Så man beholdt sammensætningen, de gamle medlemmer samlet og de andre for sig selv.
Til gengæld fik vi farvet garn i år – ét nøgle hver – og det var virkelig sjovt. Mit blev fyldt med fantastiske farver. Nu er det vundet op og ligger klar, og så må efteråret vise, hvad det skal blive til. Måske er det egentlig meget passende. Man behøver ikke altid vide på forhånd, hvad noget skal ende med. Hverken et nøgle garn eller et nyt kapitel.
Efter en uges refleksion over weekendens oplevelser blev min datter og jeg enige om, at vi ikke deltager næste år. Det var sådan set ikke en svær beslutning.
Og det er faktisk ikke den eneste strikkeoplevelse, jeg efterhånden har valgt fra. Fanø har jeg været med til rigtig mange gange, og jeg har nydt turene. Men når jeg tænker efter, har det mest handlet om at gå rundt, kigge på garn – og selvfølgelig købe noget med hjem, som jeg på ingen måde manglede.
Det der med at sidde sammen med andre strikkere, dele opskrifter, udveksle idéer og blive inspireret af hinanden, har der ikke været meget af. Så at betale 200 kroner for at få lov til at gå rundt og kigge på stort set de samme stande, det samme garn og i store træk de samme opskrifter år efter år … nej tak. Det er jeg vist blevet for gammel – eller måske bare for nærig – til.
Masker i Marsken er valgt fra af samme grund.
Og så er der jo lige den lille detalje, at garn absolut ikke er en mangelvare hjemme hos mig. Tværtimod. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan jeg sandsynligvis klare mig igennem både efterår, vinter og en mindre garnkrise uden at købe så meget som ét nøgle.
Så måske skal strikkeoplevelser fremover handle lidt mindre om at købe garn – og lidt mere om faktisk at strikke sammen med nogen.
August bøde også på endnu en læseoplevelse – en af de gode 🙂 📚 Bare vi har hinanden – Thorstein Thomsen
Romanen handler om drengen Gibber, der vokser op i 1950’ernes Lyngby sammen med sin mor. Forskellige mænd kommer og går, men stedfaren Richard bliver den far, Gibber aldrig har haft – kærlig, festlig og fuld af gode historier, men også et menneske med mørkere sider.
Jeg har læst bogen sammen med læsekredsen i Vestervang Kirke.
Endnu en fortælling om en opvækst fyldt med både humor, kærlighed og triste skæbner. Levende og varmt fortalt – som altid, når Thorstein Thomsen fortæller.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Weekenden har vi tilbragt i vores dejlige Dageløkke. Selvom lørdagen bød på både blæst og masser af regn, har vi hygget os alligevel.
Jeg har fået læst og strikket, og et par strikkepodcasts blev det da også til. Der blev også tid til kaffe og kage hos vores nabo-naboer – og selvfølgelig lidt hvidvin og portvin i hyggeligt selskab. Man skal jo nødigt tørre helt ud.
Vi trængte virkelig til at komme herned til Hallunds Hacienda. Fjorten dage er åbenbart meget lang tid at undvære et sted, man er blevet så glad for.
Det er lidt mærkeligt, hvor hurtigt et sted kan komme til at føles som hjemme. Hernede falder tempoet, skuldrene sænker sig, og der er plads til bare at være. Ingen store planer, ingen lange to-do-lister. Bare bøger, strik, hav, hygge og tid.
Og måske er det netop det, vi har forelsket os i. Ikke kun stedet, men den måde vi er på, når vi er her.
Så ja … 14 dage er faktisk alt for længe.