Tungsind – min trofaste følgesvend

Nogle mennesker vågner med energi i kroppen og forventning i blikket.
Jeg vågner ofte med tyngde.

Som om dagen allerede ligger ovenpå mig, før jeg overhovedet har sat fødderne på gulvet. Ikke nødvendigvis fordi noget er gået galt. Ikke fordi verden er styrtet sammen. Bare fordi tungsindet igen har fundet vej til min side som en gammel, velkendt følgesvend.

Trist og ked.
Træt af det hele.

Der findes en særlig form for træthed, som søvn ikke kan kurere. En træthed, der sætter sig i tankerne. I hjertet. I kroppen. Den slags træthed, hvor selv små ting kan føles som stejle bakker.

Og jeg synes ærligt talt, livet føles op ad bakke lidt for tit.

Måske er det derfor, jeg altid er på vej. På vej videre. På vej til noget nyt. På vej gennem endnu en dag, endnu en opgave, endnu en tanke. Som om stilstanden er farlig. Som om jeg skal holde mig i bevægelse for ikke at mærke det hele for meget.

På vej.
På vej på vej.

Nogle gange misunder jeg mennesker, der virker lette. Mennesker der bare er. Som ikke konstant kæmper med en indre uro eller en stille tristhed, der ligger som baggrundsstøj i livet.

Men måske skjuler vi alle noget.

Måske går flere rundt med et tungsind, end vi tror. Måske er der mange, der smiler pænt, svarer “det går fint” og fortsætter dagen, selvom hjertet egentlig føles tungt som vådt tøj.

Jeg ved ikke altid, hvad man gør ved det.
Jeg har ingen smarte løsninger.

Men jeg ved, at det hjælper lidt at sætte ord på. At lade tankerne få luft i stedet for at pakke dem væk. For når alt bliver gemt inde bag facaden, bliver tyngden ofte endnu tungere.

Så dette er ikke et indlæg med gode råd eller lykkelige slutninger.
Bare ærlige ord fra et menneske, der nogle dage føler sig mere træt end stærk.

Og måske er det okay.
Måske må man godt være et menneske med revner, uden at skulle repareres hele tiden.

Måske er det nok bare at sige:

I dag er livet tungt.
Og jeg bærer det så godt, jeg kan.