Eftertanke:

Det er næsten blevet en vane.

Vi mødes over kaffen, til familiefesten, i telefonen – og før vi ved af det, handler samtalen om sygdom. Om diagnoser, undersøgelser, piller, ventetider, smerter og bekymringer. Den ene historie tager den næste, og pludselig er der gået en hel eftermiddag med at tale om alt det, der gør ondt.

Sygdom er en del af livet, ja. Men nogle gange kommer den til at fylde så meget i vores ord, at den også fylder mere i vores tanker, end den faktisk behøver.

Det er her eftertanken kommer ind.

For hvad ville der ske, hvis vi øvede os i at tale lige så meget om livet, som vi taler om sygdom?

⸻

Sygdom er virkelig – men det er livet også

Lad os være ærlige: Det er ikke forkert at tale om sygdom. Det kan være en lettelse at få det ud. Det kan give støtte, forståelse og fællesskab. Vi skal ikke tie stille og lade som ingenting.

Men der er en glidende overgang fra at dele – til at drukne.

Når vi lader hver eneste samtale dreje over i det, der gør ondt, så kommer vi til at bygge et mentalt rum, hvor sygdom står midt på scenen, og alt andet gemmer sig ude i kulissen. Og hjernen er nu engang sådan indrettet, at det, vi giver mest opmærksomhed, vokser.

Eftertanke handler ikke om at fortrænge det svære.

Det handler om bevidst at vælge, hvad der ellers også skal have plads.

⸻

Taknemmelighed som modvægt

Prøv, bare for en stund, at vende spørgsmålet om.

I stedet for:

“Hvordan har du det nu med den der…?”

Så spørg:

“Hvad har gjort dig glad i dag?”

“Hvad er du taknemmelig for lige nu?”

Taknemmelighed lyder måske som et slidt ord, men i praksis er det ret konkret:

• At du vågnede i morges.

• At du kunne trække vejret frit.

• At du kunne drikke din kaffe selv.

• At du kunne sende en besked til én, du holder af.

• At der stadig er mennesker i dit liv, som du kan grine sammen med.

Det er ikke store, pompøse ting. Det er de små, stille øjeblikke, der viser, at du faktisk lever – midt i alt det, der måske gør ondt.

⸻

Tænk positivt – uden at lyve for dig selv

“Nå, nu skal vi bare tænke positivt!”

Den sætning kan næsten gøre helt ondt at høre, hvis man har det svært. Positiv tænkning må aldrig blive et krav oveni det hele, som om man også lige skal skamme sig over at være ked af det.

At tænke positivt betyder ikke:

• At du ikke må være bange.

• At du ikke må være træt.

• At du ikke må have en dårlig dag.

Det betyder, at du – sideløbende med alt det svære – giver opmærksomhed til det, der stadig er godt. At du indrømmer:

“Ja, jeg er syg/træt/bekymret – og samtidig er der ting i mit liv, der stadig er værd at glæde sig over.”

Det er ikke enten-eller.

Det er både-og.

⸻

Små skift i hverdagen

Eftertanke bliver til noget i praksis, når vi begynder at ændre små ting i hverdagen.

Her er nogle helt konkrete idéer:

• Lav en “tre ting”-rutine

Hver aften (eller morgen) sæt dig ned og skriv tre ting, du er taknemmelig for. De må gerne være bittesmå. En god kop te. En sms. Sol på køkkenbordet.

Over tid begynder hjernen selv at lede efter de små lyspunkter.

• Skift retning i samtalen

Når snakken igen glider over i sygdom, så lad den være der lidt – og drej den så blidt:

“Det lyder hårdt. Hvordan går det ellers med børnebørnene/haven/dit projekt?”

Du fortrænger ikke. Du åbner bare døren til noget andet også.

• Brug kroppen, så godt du kan

Måske kan du ikke løbe maraton, men kan du gå en lille tur? Strække dig? Sidde i solen et øjeblik?

Hver gang du bruger kroppen, minder du den – og dig selv – om, at du lever.

• Giv en kompliment

Læg mærke til noget godt hos et andet menneske – og sig det højt.

Du spreder lys, men du får også noget igen, for det ændrer stemningen mellem jer.

⸻

Når angsten fylder

Særligt sygdom kan vække angst:

“Hvad nu hvis det bliver værre? Hvad nu hvis jeg mister?”

Eftertanke her kan være at vende tilbage til nuet:

• Lige nu sidder du måske i en stol og læser dette.

• Lige nu banker dit hjerte.

• Lige nu er du her.

Du behøver ikke løse fremtiden i dit hoved.

Du må gerne bare være i nuet – et lille øjeblik ad gangen.

⸻

At leve – ikke kun at overleve

Der kommer måske aldrig et tidspunkt, hvor al sygdom er væk, og alle bekymringer forsvinder. Livet er ikke sådan.

Men midt i alt det uperfekte kan vi vælge, igen og igen, at leve – ikke kun at overleve.

Det gør vi, når vi:

• Ser hinanden i øjnene og taler om andet end symptomer.

• Griner, selvom der også er tårer.

• Holder fast i de små glæder.

• Øver os i at sige:

“I dag vil jeg fylde mit hoved med noget, der giver mig håb.”

⸻

En stille invitation

Så måske kan dette indlæg være en lille, stille invitation – til dig og til mig:

Næste gang du møder nogen, så mærk efter:

Vil du bruge det dyrebare øjeblik på at tale om alt det, der er galt?

Eller vil du – efter at have delt det nødvendige – også give plads til alt det, der stadig er godt?

Sygdom kan fylde meget i snakken mellem mennesker.

Men livet kan få lov at fylde mere.

Det starter med en tanke.

Og så en samtale.

Og måske… en lille smule taknemmelighed.