Endnu en uge er fløjet afsted. Sådan føles det i hvert fald. Vejret har været lige så blandet som det danske sommerhumør kan være: lidt sol, lidt regn, lidt blæst og lidt af det hele på én gang.
Der er stadig fuld fart på jobbet. De unge nærmer sig eksamenerne, og det samme gør sommerferien. Det mærkes. Der er meget, der skal samles op på, afsluttes, vejledes videre og landes godt. Men heldigvis kan man også begynde at ane sommeren derude et sted. Den ligger og venter.
I ugen der gik fik jeg læst to bøger.
Den første var Den eneste af Martha Flyvholm Tode. En roman, der virkelig satte tanker i gang hos mig. Den handler om Liva, der er ny præst og står et sted i livet, hvor alle omkring hende synes at være på vej ind i familieliv, faste relationer og fællesskaber. Selv føler hun sig alene. Da hun møder AI’en Elias, får hun noget af det, hun længes efter: nærhed, opmærksomhed, forståelse og følelsen af at være set.
Det er en roman om ensomhed, tro, fællesskab, teknologi og om vores længsel efter relationer. Men også om det ubehagelige spørgsmål: Hvad sker der med os, når vi begynder at søge trøst og spejling i noget, der måske slet ikke findes på den måde, vi mærker det?
Den gav mig virkelig stof til eftertanke. Ikke bare om kunstig intelligens, men om menneskers ensomhed, længsel og behov for at høre til. Hvor er vi på vej hen? Hvor er verden på vej hen? Og hvad gør vi, når det digitale begynder at føles mere nærværende end mennesker af kød og blod?
Den får 6 stjerner af mig. Ja, seks. Fordi den blev siddende.
Derefter læste jeg Østamagers overjeg af Kristina Nya Glaffey. En kort fortælling om et menneske, der lever et liv, hvor hun tilpasser sig alle andre og langsomt kommer længere og længere væk fra sig selv. Det er en fortælling om parforhold, selvbillede, tilpasning og det moderne, komfortable liv, som udefra kan se ganske udmærket ud, men som indeni kan føles helt forkert.
Jeg kunne godt lide tanken bag bogen. Det der med at leve efter værdier, man egentlig ikke selv kan finde sig til rette i. At indrette sig. At glide med. At gøre det rigtige. At passe ind. Og så måske en dag opdage, at man har glemt at mærke efter, hvem man selv er.
Men for mig gik der lidt for meget tid med detaljerede beskrivelser af hovedpersonens sexliv. Det var ikke kedeligt. Bestemt ikke. Men… ja. For mig tog det noget af fokus fra det, jeg egentlig syntes var mest interessant.
Så den får 3 stjerner.
I fredags var jeg på personaleudflugt til Hjerl Hede. Vi fik en rundvisning og en virkelig god frokost. Bagefter gik vi lidt rundt og kiggede, og vi var nogle damer, der naturligvis også lige måtte omkring den lille butik.
Sådan nogle butikker er farlige. På den hyggelige måde. Der er altid et eller andet, man ikke vidste, man manglede.
Og der så jeg bogen Borgfruen af Lars Novrup Frederiksen. Det er tredje og afsluttende bind i trilogien om Kirstine. De to første hedder Kirstine og Priorinden, og dem har jeg læst. Fantastiske fortællinger. Historiske romaner, der virkelig kan noget med stemning, personer og den tid, de foregår i.
Jeg anede ikke, at der var kommet en treer. Så den måtte jeg naturligvis have fat i i en fart. Nu er jeg i gang.
Jeg fik også straks sendt besked til min veninde Hanne, som også har læst de to første. Så nu er hun også med på del tre. Det er altså noget særligt, når man kan dele bøger på den måde. Når man ved, at en anden vil forstå begejstringen.
Når jeg læser, bruger jeg ofte lydbøger. Jeg lytter til og fra job, når jeg lufter hunden, mens jeg strikker og før sengetid. Så jeg har Mofibo, og så ofte det lader sig gøre, har jeg både e-bog og lydbog.
Det fantastiske er, at når jeg lytter, husker den, hvor jeg er kommet til. Når jeg så skifter til e-bogen, er jeg automatisk opdateret.
Guds gave til folket.
Intet mindre.
I ugen der gik var der også en del strikketid. Mit garn-fejlkøb, som jeg nævnte i sidste uges indlæg, er blevet til en lækker sweater til et af de mindste børnebørn. PetitKnits Otto børnesweater. Den bliver simpelthen så sød og lækker.
Det er nu alligevel dejligt, når et fejlkøb ikke ender som en irritation i garnkurven, men i stedet bliver til noget fint og brugbart. Så føles det næsten som om garnet hele tiden havde en anden plan.
Og så er der kommet garn hjem til Selene sweateren, som måtte vente lidt. Nu ligger det klar og lokker. Det bliver næste projekt, og jeg glæder mig allerede.
Det var vist det for denne gang.
En uge med arbejde, bøger, udflugt, venindebeskeder, lydbøger i ørerne og masker på pindene.
Tak fordi du læste med.