Jeg øver mig i at lade tiden gå.

Det lyder måske lidt mærkeligt. For er der noget, vi mennesker er gode til, så er det at fylde tiden ud. Der er altid noget, der skal ordnes, noget vi burde nå, og noget, der lige kan klares, inden vi sætter os. Men her i Dageløkke er det, som om tiden går på en anden måde. Jeg kan sidde på terrassen med strikketøjet mellem hænderne og pludselig opdage, at jeg slet ikke har strikket. Jeg har bare siddet og kigget ud over vandet. Eller jeg tager en bog med udenfor, læser et par sider og ender med at lade tankerne vandre deres egne veje.

Og måske er det netop dét, jeg har brug for. Ikke hele tiden at skulle noget. Ikke hele tiden at være på vej videre. Bare at være lige her. Med havet foran mig, Gypsy i nærheden og et strikketøj eller en bog inden for rækkevidde. Måske er det også en slags kreativitet – at give tankerne plads til at drive lidt omkring. Og måske er nogle af de allerbedste dage dem, hvor man om aftenen tænker: Hvad har jeg egentlig lavet i dag?

Og svaret er:

Ikke ret meget.

Men jeg har været her!

Og det er det særlige ved Dageløkke. Tempoet er lavt, og man er til stede. Folk hilser, og der er tid til en kort snak ved vandet, på terrassen eller på stierne. Her er ro og nærvær. Noget andet, jeg lægger mærke til, er fællesskabet. Folk er imødekommende og hjælpsomme. Vi manglede havestole, og naboen lånte os straks tre med hynder. En anden nabo inviterede os på vin en aften. Det var så hyggeligt. Den slags savner jeg i Viborg, hvor kun få hilser, og endnu færre stopper op. Det har faktisk kun vores genbo gjort.

Tre uger i Dageløkke føles som en gave.

“Jeg er bedst til åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo”

Her finder jeg ro. Her bliver jeg den bedste udgave af mig selv.

Er du god til at lade tiden gå – uden at få dårlig samvittighed over de