……og det var så årets første måned. Det nye år, vi havde sat al vores lid til, skulle blive bedre og lysere. Men det trækker ud, og vi har levet en hel måned i total nedlukning. Noget tyder på at det ikke bliver anderledes men februar. Det glemmer man dog lidt, når man står op til en så flot solskinsdag, som denne 1. februar byder på. En flot morgen, der det hele til trods vidner om, at der findes håb, det bliver bedre…….om forhåbentligt ikke så længe.
Min veninde Hanne fik mig lokket til at deltage i “We Walk” https://www.bevaegdigforlivet.dk/wewalk – en kampagne der varer fra uge 4 til uge 7. Og det er kun godt, for jeg har også meldt mig til “Walk the Year 2021” – https://www.sportstiming.dk/event/7937 , hvor det handler om at gå 3.650.000 skridt i 2021, og jeg er lidt stolt, for selvom jeg startede blidt op, så har jeg alligevel nået at gå 208,6 km i januar.
På de kolde januar-aftener har det været oplagt at putte på sofaen med tæppe, te og en god bog foran brændeovnen. Jeg har læst: “Jeg ser dig stadig” af Julie Rubow. Jeg fulgte med i serien om Bjørn, der fik Alzheimer i en tidlig alder. Efter Bjørns død har hans kone Julie skrevet denne bog. En barsk fortælling, der fortæller om, hvor svært det er at være både patient og pårørende. Julie er en stærk kvinde, de gjorde alt, hvad hun kunne for at pleje Bjørn hjemme så længe som muligt. Hun beskriver de mange frustrationer, men samtidig skinner en kærlighed til Bjørn igennem – stor og stærk. En fantastisk bog, som jeg varmt kan anbefale.
Nu kalder bamserne, det er blevet tid til dagens luftetur….. en sand fornøjelse på sådan en flot dag.
God dag til jer, der måtte kigge forbi 🙂