Ingenmandsland

Der er perioder i livet, hvor man ikke helt kan finde ud af, hvor man hører til.
Ikke rigtigt fremme.
Ikke rigtigt tilbage.

Jeg er landet i sådan en tid nu. Et ingenmandsland.

Børnene er langt væk. Ikke bare geografisk – men i liv. De har travlt med deres egne verdener, deres egne kampe og glæder. Børnebørnene vokser, som børn jo gør, uden at spørge om lov. De bliver større, mere selvstændige, mindre afhængige. Og jeg står her og mærker savnet i små stik: i hverdage uden afbrydelser, i weekender uden kaos, i stilheden der nogle gange bliver lidt for høj.

Til sommer bliver jeg 67.

Det føles mærkeligt at skrive. Som et tal, der ikke helt vil kendes ved mig. Hvor blev alle de år af? Hvornår gik tiden fra at være noget, jeg havde masser af, til noget jeg begynder at tælle?

Jeg kan huske år, hvor dagene var lange, trætte og larmende. Hvor jeg længtes efter ro, efter tid til mig selv, efter bare ét øjeblik uden ansvar. Nu er der tid. Og ro. Og plads. Og alligevel kan det føles tomt på en måde, jeg ikke havde forestillet mig.

Ingenmandsland er ikke kun ensomhed.
Det er også forvirring.
Og venten.

For hvem er man, når man ikke længere er den, der bliver ringet til hele tiden? Når man ikke er den faste base, den praktiske problemløser, den der altid lige kan træde til? Hvem er jeg nu – når rollen langsomt glider?

Jeg ved godt, at det her ikke er slutningen. Det er en overgang. Det siger jeg til mig selv igen og igen. Men overgange kan være seje. De kan føles som at stå på perronen uden helt at vide, hvilket tog man skal med – eller hvornår det kommer.

Der er dage, hvor jeg savner så meget, at det næsten gør fysisk ondt. Andre dage kan jeg mærke en stille taknemmelighed for alt det, der har været. Kærligheden. Kaosset. Livet, som det levede sig selv, mens jeg stod midt i det.

Måske er det her ingenmandsland ikke et tomrum, men et sted at trække vejret. Et sted at samle sig. Et sted, hvor noget nyt langsomt kan få lov til at vokse – uden at jeg endnu ved, hvad det er.

Jeg håber det.

Indtil da står jeg her.
Med mine minder.
Mit savn.
Og mine 67 år, der banker på døren og spørger:
Hvad nu?

Og måske er det nok – for nu. 💭