Så nåede vi frem til årets sidste aften. 2013 rinder ud, Og som altid sidder jeg og tænker, hold da op, det var det år, hvor pokker blev det af? Og som altid kalder netop disse sidste af årets timer på tanker om året, der gik. En evaluering som vi siger indenfor mit fag 🙂
Der har som altid i mit liv været knald på. Det har også som alle de andre forgangne år været et år, der har budt på en bred vifte af oplevelser og hændelser, både gode og dårlige. Dog med vægt på gode, hvilket vist er nyt.
Jeg blev ordblindelærer i år, hårdt slid, når der samtidig er et fuldtidsjob at passe, men så meget større er glæden, når man sidder med beviset i hånden. nu skulle man så tro, at jeg havde de uddannelser, jeg skal have, men nej, jeg gik i gang med et endnu et modul – FVU Læsning. Jeg skal til eksamen 8. januar. Og det bliver den sidste i denne omgang. Folkeskolelærer, ordblindeunderviser og FVU – lærer, det rækker…….for en tid! Men det har været fedt at være på skolebænken igen, og jeg har mødt en masse nye søde og rare mennesker, og dem kan man ikke møde for mange af.
Jeg er stadig rigtig meget glad for at have droppet mit job i Vesthimmerlands Kommune! Jeg har et supergodt job. Der har den sidste tid været lige rigeligt med forandringer, men efter et par hektiske måneder føler jeg mig på rette hylde. Også i den forbindelse har jeg lært nye spændende mennesker at kende. En ting er sikkert, jeg er en heldig lærer med nogle fantastiske kursister og rigtig gode kolleger.
I femten år har jeg sagt: Jeg bliver nødt til at gå ind i politik! 2013 blev året, hvor jeg gjorde alvor af det. Jeg stillede op til kommunalvalget for Enhedslisten, og jeg fik 200 stemmer. Det havde jeg bestemt ikke regnet med, så her skal lyde en stor tak til de mange, der viste mig den tillid! Vi fik et mandat, og det blev ikke mig i denne omgang, men et mandat er supergodt, næste gang er vi klar igen, og der håber vi på flere mandater. Og med den mildest talt asociale, urimelige og til tider møgbeskidte politik, der føres i disse år, så både håber og tror jeg på, at Enhedslisten vokser videre.
Oven i job, uddannelse og politisk aktivitet fik jeg også tid til at være farmor og mormor. Jeg er så heldig at have den ene guldklump næsten lige om hjørnet. Og så er jeg ydermere så heldig, at hendes mor er et fornuftigt og sødt menneske, der trods det, at hun ikke længere er sammen med min søn lader os være en del af Estrids liv. Hun kommer ca en gang om ugen og indimellem på weekend. Det er blevet til nogle ture i Farmors Regnskov i Randers. Jeg håber, hendes mor ved, hvor glade og taknemmelige, vi er for at låne den lille Estrid.
Vi holdt sommerferie i et hyggeligt sommerhus på Langeland, hvor Fredrik slog sig ned et par dage, Kenni, Silas og Gaia kiggede over en tur sammen med Signe og Bertram. Det var så fedt at have næsten hele flokken samlet. Silas og Gaia kom også en forlænget weekend i august sammen med deres forældre, her fik de hilst på deres kusine Estrid. Mit største ønske i det nye år er, at få mulighed for at have alle guldklumperne samlet, så de kan lære hinanden at kende, og jeg kan få taget et billede med hele flokken.
Familien er blevet større i 2013. Min ældste søn er flyttet sammen med sin Anette. Dejligt for ham igen at have en lille familie, og rigtig dejligt at se ham så glad igen. Anette bidrager yderligere med et bonusbarnebarn, Martin på ni. Stort velkommen til dem begge.
2013 blev også året, hvor jeg gav mig tid til en gammel og forsømt ven. Jeg har faktisk altid haft andet at tage mig til og af, nu er jeg nået sikkert både en alder og en tid, hvor jeg bliver nødt til at bruge tid på mig. Jeg har frygtelig mange lig i lasten. Det nytter ikke at sidde fast i alle de ting, man alligevel ikke har mulighed for at ændre. Så…videre det gik! Tak til fru Larsen, for stadig at være der efter alle de år, hvor jeg forsøgte at leve op til alverdens forventninger, der på forhånd var dømt til at mislykkes. Ugen i Karrebæk i efterårsferien var fantastisk, og det er ikke den sidste 🙂 Vi ses på de kanter igen fru Larsen.
Der blev tid til flere gamle venner. Min tidligere kollega og ven Anne Mette, som er beundringsværdig kreativ er heldigvis stadig i min vennekreds, ligesom Trine som også er en tidligere kollega. Jeg håber, vi kommer til at se en masse til hinanden i det nye år.
Der kom mange nye venner i 2013. Et helt specielt venskab er Anna, der deler min store interesse for strik. Sammen med fru Larsen havde hun og jeg en fed tur til strikkefestival på Fanø. Det var en utrolig fed weekend. Jeg ser frem til flere af slagsen.
Sidst, men slet ikke mindst…….en særlig tak til Karsten og bamserne. Uden jer ved jeg ikke, hvad der skulle blive af mig. Hos jer hentes styrken til at klare de strabadser, livet nu engang byder på. Sammen med jer jer lades op og samles energi. I er simpelthen, det bedste jeg har.
Godt nytår