Jeg læste til lærer på Vordingborg Statsseminarium, hvor vi havde en helt utrolig dygtig og effektiv sekretær, som styrede stedet med myndig hånd. Hun havde styr på alt, og når hun havde brug for at slå noget op, gik hun til reolen, tog en mappe blandt et utal af tilsyneladende ens mapper, og slå op på en side. Altid netop den side, hun havde brug for. Mere end selvsikker, mere end effektiv, streng men retfærdig og med en pokkers skrap tunge. Hun har hjulpet mig mange gange, man bad om råd, fik hjælp og svar – og havde man fortjent en opsang, så fik man også det. Man sagde ikke fru Nedergaard imod! Jeg holdt utroligt meget af hende! Jeg læste på revalidering og fik mine bøger betalt, men sagsbehandler ville gerne have en liste med de bøger, vi skulle bruge de fire år studiet varede. Jeg havde i telefonen. til møder og pr brev forklaret kvindemennesket, ja faktisk skåret ud i pap, at en sådan liste ikke fandtes, da det var forskelligt fra lærer til lærer og dermed fra årgang til årgang. Hun insisterede, hun skulle have den liste, og dermed slut. Så at aflevere et stk. liste eller betal selv. Take it or leave it! Jeg gik til fru Nedergaard, der resolut tog telefonen og ringede min sagsbehandler op. Venligt og bestemt blev sagsbehandleren sat ind i reglerne omkring revalidering og materialetilskud. Der blev en kort pause, hvorpå fru Nedergaard svarede: Jo, jo. Jeg siger ikke, at sagbehandlere skal kende alle paragraffer, men det var ønskeligt, om de kendte til deres klienters område! Sådan, og hun bad aldrig mere om en sådan liste.
I går, da jeg var på job, kom sekretæren med sin telefon. Hun var blevet ringet op af en sagsbehandler fra kommunen. Vedkommende sad med en ung ordblind mand og ville vide, om der var mulighed for at søge om hjælpemidler til ham og hvor? Om jeg kunne hjælpe. Jeg svarede, at der er en hjemmeside, hvor man får vejledning til at søge og i øvrigt kan sende en ansøgning online, men at jeg ikke lige på stående fod kunne huske adressen. Jeg fik hendes mail og lovede at maile den til hende. Som sagt så gjort. I dag fik jeg mail tilbage. Tak for hjælpen, desværre anses pc og telefon for forbrugsgode, så den unge mand kunne ikke få hjælp.
For to år siden mødte jeg en ung mand på 24. Han var tosset med smarte hurtigere biler, en ørn til pladearbejde og havde da også en drøm om at blive mekaniker. Han havde ADHD og var ordblind. Arh, tænker de fleste, ordblind…det er jo de der, der glemmer stumme bogstaver og har lidt stavefejl. Jo, det er det også. Denne ung mand havde imidlertid større problemer, end stumme bogstaver. Han kunne nemlig overhovedet ikke læse og skrive. Faktisk kunne han ikke stave til sit eget efternavn. Jeg fik ham overtalt til en Android smartphone og til at købe Dictus til den. Et tale til skrift program til 99 kr. Nu kunne han stave sit efternavn, handle ind uden at bede personalet i butikkerne om hjælp til at læse indkøbssedlen og finde varerne. Han kunne skrive sms’er til familie og venner. Han voksede adskellige cm på den konto. Med denne nyerhvervede selvtillid søgte han ind på mekanikeruddannelsen på Mercantec – og kom ind. Han har i dag to år efter bestået den første eksamen i sit liv, og han fik 10. Bøgerne fik han digitalt, lektierne blev læst op af CD-ord på hans pc, svarene på opgaver indtalt på smartphonen og sendt til hans mailadresse, derefter kopieret og sat ind i opgaverne. Hans afsluttende opgave skrevet på samme måde. Nu er det så jeg spørger: Kan man med rette påstå, at denne unge mands pc og telefon er et forbrugsgode? Er det ikke – når alt kommer til alt og man skal være bare en smule retfærdig – et hjælpemiddel?
Jeg svarede sagsbehandler i dag, fortalte denne unge mands historie og bad hende tjekke Christian Bocks hjemmeside ud. Også han er ordblind og kan ikke læse og skrive. I dag er han selvstændig, vejleder efterskoler for ordblinde og andre uddannelsesinstitutioner, der har med ordblinde at gøre i brugen af IT.hjælpemidler. Han arbejder fra PC hjemme, og når han er på farten …ja…quess what….nemlig ja fra sin telefon. Han får alt læst op, og skal han skrive dikterer han det til sin PC eller telefon. For han kan simpelthen ikke på anden måde. Jeg anbefalede sagsbehandlere og vejledere til ordblinde at hyre Christian til et foredrag. For man er godt nok et privilegeret menneske, hvis man er så heldig at høre til den gruppe mennesker, der kan tillade sig at kalde en pc og en telefon for forbrugsgoder.
Jeg har været til Christians foredrag. YES, tænkte jeg da jeg gik derfra. Det er jo genialt, nu er der håb for ordblinde. Men, arbejdet med ordblinde har mange gange og også i dag efterladt mig med følelsen af, at der er meget langt endnu, før omverdenen og systemet især forstår disse menneskers problem. Derfor en tanke til fru Nedergaard, for jeg siger nemlig ikke, at disse sagsbehandlere og vejledere skal kende til alle handicaps, men det ville være ønskeligt, om de kendte til deres klienters!
