Jeg startede dagen i går som jeg plejer med et hurtigt tjek på mail og Facebook. Jeg havde modtaget et billede af en køn ung mand. Ved nærmere kig på billedet kunne jeg se, at fyren til forveksling ligner min ældste søn – i hvert fald en ung udgave af ham. Rasmus, tænkte jeg glad. Og det var det.
Der er sket meget på de snart 13 år, jeg ikke har set ham – bortset fra små avisudklip fra lokalsprøjten i Ørslev. Jeg har savnet ham som bare pokker alle årene. Billedet af en lille køn lyshåret dreng har haft fast plads på mit skrivebord, indtil andre børnebørn kom til, og han fik plads blandt dem i min stue. Ved siden af sin lillesøster, som han med størst sandsynlighed ikke ved, han har. I 13 år har han været i mine tanker hver eneste dag. Jeg har mødt ham på gaden i min hjemby, han kendte mig ikke. Jeg tror ikke andre end farmødre i min situation kan forestille sig, hvor forbandet ondt, det gør at passere uden at tage kontakt. Fordi man ikke vil lave ballade eller blande sig. Det gør ikke bare ondt, det gør vanvittigt ondt!!!
Selvfølgelig lærer man at leve med det, man har jo for pokker ikke andet valg. Men savnet blev min følgesvend. Det savn, der sætter sig og tager et hårdt jerngreb om hjertet og bare strammer til. Værst den 18. juni, og de dage, hvor mine andre børnebørn løber omkring mig og leger og griner og vidner om den enes fravær. Da jeg fik beskeden om, at han var kommet på et opholdssted – jeg tror han var omkring syv – vågnede jeg om natten i flere måneder og kunne ikke udholde tanken om, at han var dér, et sted blandt pædagoger. Pædagoger der puttede og sagde godnat osv. Jeg blev skidt tilpas ved tanken om, hvad sådan en lille fyr måtte føle dér, et nyt sted helt alene. “Der er dit værelse, der er din seng, sov godt!” Det nager mig stadig!
Køn er han, meget køn. Og han har stadig en solid plads i hjertet hos sin gamle farmor. Om jeg møder ham igen? Jeg ved det ikke. Jeg tør sgu ikke selv opsøge ham. Jeg går i stykker, hvis han siger: Hvad vil du? Skrid, jeg gider dig ikke.” Jeg forstår godt, hvis han siger det. Han kender kun til historien set med andres øjne, og i en lille drengs verden, så blev far, farmor og de andre derfra bare væk. At det kun er den halve sandhed, betyder nok ikke så meget. For jeg forstår så udmærket, hvis han føler sig svigtet og glemt. Kære Rasmus, du var ALDRIG glemt, og du bliver aldrig glemt!!
