Fortællingen er fiktion bygget over en virkelig person, jordemoderen Martha Ballard, og foregår i Maine i vinteren 1789, hvor en dramatisk hændelse truer med at splitte et lille samfund. Stemningsfuldt og elegant skildrer forfatteren, Ariel Lawhon, ulighed og skævhed i magtbalancer i en tid, hvor kvinder ikke blev hørt. Det er en fortælling om styrke, hemmeligheder, håb og alt det, der gemmer sig under overfladen – præcis som en flod dækket af is.
Jeg blev draget ind i stemningen fra første side. Kulden, naturen, menneskene og de følelser, der langsomt folder sig ud. Det er en bog, der både gør ondt og varmer på samme tid.
Jeg elsker bøger, der får mig til at stoppe op og tænke over livet, relationer og alt det, vi mennesker bærer rundt på. Den frosne flod gjorde netop det.
Har du læst en bog for nylig, som blev hos dig længe efter sidste side?