Op på hesten, videre i teksten.

Endnu en sen aftenstime. Nogle vil kalde det nat. Blæsten rusker i træer og buske og regner trommer mod tag og vinduer. Jeg har lige lavet et varmt krus godnat-urte-te og tændt et par stearinlys. Bamserne ligger og hygger i sofaen hos mig. Karsten sover, jeg burde gøre det samme. Men, jeg sidder altså her og tænker lidt over det hele. Det bliver ikke så meget med blogskriveriet for tiden. Det er ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte, for det har jeg.  ” 

Halfdan Rasmussen skrev:

“Jeg skriver sjove digte, jeg skriver også triste.
De første læser andre folk, jeg læser selv de sidste.”

Jeg har det lidt på samme måde. Jeg skriver om alt sjove i min blog, og alt det triste skriver jeg i OneNote, hvor det kun læses af mig. Undtagen de gange, hvor jeg trodser pænheden, og lufter alt det, mange af os kender, men ikke taler om. Paradoksalt nok, så skyldes mange af disse gamle spøgelser netop, at de blev tiet ihjel. man talte ikke om det, man holdt det for sig sig selv. Fordi man enten ikke måtte, ikke kunne, eller hvad ville naboen ikke tænke osv osv osv. Men, det er en uskreven skik, at det gør man ikke. Jeg er ikke altid “man” ….det koster ind imellem nogle verbale tæsk. Men, når jeg er “man” så trykker jeg på pyt-knappen, trækker på skulderen, ryster på hovedet og siger stille: Op på hesten, videre i teksten.

´