Ar på sjælen

Ar på sjælen

29. november 2017 0 Af Birthe

Ind imellem synes jeg, at tilværelsen er en smule mere op af bakke, end jeg bryder mig om. Sådan en periode er jeg ramlet ind i. Det gør mig ked af det, men det ændrer ikke min beslutning om at bryde med de fortielser og den løgn, som var grundpillen i min opvækst. Der var så meget, der ikke skulle siges, så meget der ikke måtte siges. Jeg var et stille barn – for dem, der kender mig i dag, lyder det utænkeligt, men ikke desto mindre så var det det, jeg var. Og ikke så underligt set i bakspejlet, det var nemlig ikke til at gennemskue, hvad der måtte siges, og hvad der ikke måtte. Så var det nemmere at holde mund, og det gjorde jeg. De to af mine brødre havde ikke den evne, så de har ofte fået røven på komedie, for nu at bruge et gammelt udtryk. Hvis sandheden skal frem fik de bank, og jeg behøver vist ikke at sige, at det var en af de ting, der ikke skulle siges. Jeg kan stadig vågne om natten og høre mine brødre hyle under slagene. Det var rædselsfuldt at se/høre, og det forfølger mig den dag i dag. Da de blev ældre – omkring de 14 søgte de trøst og glemsel i flaskerne – de grønne. De røg i slagsmål og fik de forkerte venner. Det betød flere slag derhjemme, hvilket kun fik dem til at dykke dybere i flaskerne…..og så er den onde cirkel vist sluttet. Det kørte i ring, og de blev vrede unge mænd. De fik psykiske problemer, og jeg kan ikke tælle de mange mange gange, de har været indlagt eller har forsøgt at tage deres eget liv. Det sidste førte også til indlæggelser. På Amtshospitalet i Vordingborg. Der sad de. Jeg besøgte dem, og mor gjorde det også en sjælden gang. Vores far gjorde ikke. Han er en uheldig mand vores far. Han fik 4 børn, og de tre er idioter – i hvert fald, hvis man spørger ham selv. Med tiden var det ikke bare hospitaler, jeg besøgte dem på. De har også haft deres gang i de danske fængsler. I dag har jeg mistet kontakten til min ældste lillebror. Han bor på Bornholm, passer sig selv derovre, hvor han fortsat søger trøst i de grønne flasker, for ikke at føle den had og vrede, der for altid har taget bolig i hans hjerte. Min mellemste bror har på sine gamle dage vendt det hele ryggen og fundet et sted, hvor han kan holde tilværelsen ud. Men prisen har været høj. Jeg har ikke haft det turbulente liv, mine brødre har levet, men også jeg har ar på sjælen, og begyndte allerede som barn at stille krav til mig selv og sætte mig mål. Når et mål var nået, satte jeg mig et nyt. Hele tiden på vej, videre i teksten, nye mål. Jeg flygtede ind i arbejde og skolens bøger. Hele tiden en hård konkurrent til mig selv. Min egen værste fjende. En evig jagt for at bevise, eller snarere overbevise mig selv om, at jeg var noget værd, at jeg kunne noget, at jeg var god nok.

For halvandent år siden fik jeg det skidt, og gik ned med angst og moderat depression. Jeg fik antidepressiv medicin og begyndte hos psykolog. Min læge mente, at jeg havde haft et barskt liv og glemt at lytte til min krops signaler, det kan ingen holde til. Det var her hos psykologen, jeg satte et definitivt mål for langt om længe at slutte fred med med mig selv og min baggrund, sætte mig fri og bryde cirklen af løgn og fortielser. Jeg gider ikke bygge hverken luftkasteller eller høje mure, jeg kan forskanse mig bag. Jeg har ingen grund til at gemme mig og da slet ikke skamme mig. Der er ingen, der skjuler, at de snupper et par panodiler, når de har hovedpine, ligesom vi som regel gerne fortæller, når vi har ondt og har brug for noget stærkere smertestillende. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne sige, at jeg har ondt i sjælen/livet….kald det, hvad I vil…..så jeg tager antidepressiv og går til psykolog???? Nej, vel? Faktisk oplever jeg ofte, at andre åbner sig og fortæller enten om dem selv eller nogen af deres pårørende, der også har måtte ty til dette. Så jeg fortryder ikke, at jeg har valgt at være åben omkring det. 

Men, jeg får også stikpiller og nedsættende bemærkninger på grund af min åbenhed, som fx: “De der antidepressive, de virker ringe!”, eller “…tror du ikke, du skal trappes ud eller op…!”, når jeg ikke lige siger, tænker eller gør, som de nu synes, jeg skulle have gjort. Til syvende og sidst er det jo bare alle mine vrangforestillinger, der spiller mig et puds. Kært barn har i øvrigt mange navne, så de der vrangforestillinger kan også kaldes syge tanker 😉 De må kalde det præcis, hvad de lyster. Jeg holder ikke mund, jeg er fast besluttet på, at jeg vil give mit bidrag til at bryde tabuet.  🙂