Min mors hjemby

Den burde vække minder fra min barndom. Og det gør den sådan set også. Jeg husker, jeg gik med min morfar på kirkegården, hvor han passede sine forældres gravsted, og jeg husker snakkene med ham i haven. Fanden til sladderby, sagde han….sig aldrig noget til Ketty, med mindre det er en løgnehistorie, for hun farer hele byen  rundt med alt, hvad hun hører. Ketty var min morfars nabokone. Når hun kom til kaffe hos min mormor, sagde han: Nå, så har Ketty nyt, kom med mig, hendes sladder er ikke for små ører. 🙂 Om Ketty har været den eneste af slagsen, skal jeg ikke kunne sige, men der er fulgt mange efter hende. Rigtig mange!! Alt for mange.

Jeg ved ikke meget om min mors barndom. Jeg ved, at hun opholdt sig en del hos sine bedsteforældre på Møn. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har selvfølgelig hørt sladder, men jeg ved ikke, om det har noget på sig. I hvert fald vil jeg lade det stå uvist hen, for hvis min mor har ønsket, vi skulle vide det, så havde hun sikkert fortalt det. Det har hun ikke. Jeg ved min morfars hus blev kaldt Slottet – det var en stor villa, og jeg ved, at min mor og hendes søskende blev kaldt malerklatter. Min oldefar – min mors farfar var maler, senere kunstmaler. Jeg kom der ikke meget som barn, ikke så vidt jeg husker. Da min morfar døde var jeg lige blevet konfirmeret, og jeg begyndte at tilbringe en del tid hos min mormor, der jo boede alene i det store hus. Det endte da også med, at jeg endte med at bo der. Syv år. Rædselsfulde år i virkeligheden. For det skulle vise sig, at der var meget mere om morfars snak, end jeg havde drømt om.

Jeg husker tiden i den lille sydsjællandske by som noget af en blandet landhandel. Der var altid en masse sladder, bagtalelse og snakken i krogene. Jeg blev aldrig en af deres, og det tager jeg faktisk som et kompliment set i bakspejlet. Jeg hørte til dem, man så skævt til. Og det var i grunden tilfældet både i familien og udenfor familien.

Jeg er for længst flyttet, men jeg har stadig familie dernede, både forældre,onkler, tanter, mostre, fætre og kusiner. Jeg snakker ikke meget med andre end min mor, og det er for det meste over telefon. Ind imellem – faktisk tit – har jeg dårlig samvittighed over at jeg ikke besøger hende oftere. Men, jeg bryder mig faktisk ikke om at komme i byen. Jeg føler ubehag, når jeg kører forbi byskiltet, og jeg synes i det hele taget at byen oser af dårlig atmosfære. Man ser sjældent mennesker dernede. Men man skal ikke tage fejl. De er der. de står og kigger bag gardiner, gennem persienner, de er som vilde kaniner med meget lange ører…og de er slået ud. de hører alt, og de hører ingenting. Og de lader gå videre, alt det de hørte og især ikke hørte, som de så måtte gætte sig til. Hug en hæl og klip en tå.

I torsdags skrev jeg på Facebook – som jeg altid gør – en fødselsdagshilsen til mit barnebarn, som vi ikke har måttet se de sidste snart 14 år. det fik en gammel ven til at skrive, at mit barnebarn er en køn ung mand, for når han er hjemme, bor han ved siden af hende. Og efter disse ord satte hun en smiley, der rækker tunge!!!!! Hallo…jeg skriver om, hvor meget jeg savner ham og håber at kunne fortælle ham, at han har været i mine tanker hver eneste dag i alle disse år. At jeg ville ønske jeg kunne tage hans hånd og give ham et knus. Og hun kvitterer med en æv-bæv- jeg ser ham tit-kommentar?????? Gud ved, hvor længe denne såkaldte ven, har boet der – boede hun der da jeg for fire år siden efterlyste dato og sted for hans konfirmation????? Se, det for jeg aldrig at vide, for da jeg skrev tilbage at jeg for det første ikke forstod hendes smiley, og gav udtryk for min undren over, at hun ikke dengang havde reageret på min status….ja, da valgte hun at slette kommentaren og mig som ven. Det sidste synes jeg er fair nok, for en ven ville vel sagtens ikke have serveret denne æv-bæv smiley.

Og hvad har det nu med sagen at gøre? Jo, mit barnebarn bor i min mors barndomsby – og det gør min tidligere ven så også. Jeg spørger nu mig selv, hvorfor var hun på min venneliste? Ja, på et tidspunkt må en af os have søgt venskab, og den anden accepteret. Når jeg tænker efter har hun kun sjældent, hvis overhovedet nogensinde givet sig til kende. Og så, lige netop nu, følte hun for at sende denne noget kryptiske besked? Hvad ville hun med den? Hvad mente hun? Hvorfor sådan en smiley til en noget følelsesbetonet status? Hvis jeg misforstod hende, og hun ikke har boet der så længe….hvorfor så slette beskeden og mig som ven??? Hvorfor ikke bare forklare sig??? I hvert fald sidder jeg tilbage med en rigtig ubehagelig følelse. Ingen på min venneliste er uvidende og det savn og den smerte det har været, at have mistet kontakten til mit barnebarn. Hvorfor stikke en kniv i såret?

Og det er præcis sådan, jeg har det med den by. Hvorfor er de sådan? Hvad har de ud af det?

Hvor er det trist, når mennesker har behov for at træde på andre, for at have det godt selv.

ØV!

Jeg ryster på hovedet, trækker på skulderen og sender en venlig tanke op til min morfar i Himlen. Bevar mig vel, hvor havde du ret morfar, det er en fandens by 🙁