Zahra og jeg havde planlagt en tur rundt om Hjarbæk Fjord. Den måtte udsættes et par gange pga regn, men i dag var vejrguderne med os. En smule blæst, men masser af sol – og ingen regn.
Vi cyklede hjemmefra lidt over ni og kørte gennem Løgstrup og Fiskbæk, videre forbi Torupgård, hvor min datter i sin tid var på efterskole. Der er ikke længere efterskole, men lejligheder. Hvor om alting er, så ligger den pokkers smukt ned til fjorden omgivet af grønne marker. Vi kom gennem solbyen Knudby, og Kvols. Kvols, der er blevet om ikke berømt så berygtet for et hul. Hullet i Kvols. Det er vildt bakket terræn, faktisk værre end Dollerup Bakker. Her går det op og ned, op og ned og op og ned, men med en fantastisk udsigt.
Et par gange cyklede vi forkert, men skidt så fik vi set det mere. Vi kørte gennem en lille by ved navn Lund, først den ene vej og så den anden vej 🙂 Men vi nåede da Hobro landevej og blev enige om, at vi da i hvert fald ikke skulle mod Hobro. Så vi cyklede mod højre og efter nogle km stod det klart, at vi var på vej tilbage, hvor vi kom fra. Nu måtte kortene i brug, og jo…vi skulle sørme mod Hobro. Tilbage den anden vej 🙂
Nu gik turen over det smukke Virksund, flere bakker og så ud over landet mod Skals. Her kørte vi på små smalle veje med marker og gårde omkring os. På et tidspunkt kørte vi med havre-marker på begge sider. Og som altid kunne jeg høre min farfar synge:
Jeg er havren, jeg har bjælder på
mer’ en tyve tror jeg på hvert strå
bonden kalder mig for sine fold
Gud velsigne ham, den bondeknold.
Og et sted langt væk i det fjerne kunne jeg høre min farmor le! Hver gang, jeg ser havremarker dukker disse minder op. Farfar og farmor i markerne, og min bror og jeg, der løber og leger omkring dem. Farmor har madkurven med. Madpakker og sodavand. Om eftermiddagen fik vi kaffe. Jo jo …vi børn fik også kaffe……med mælk….mælken i små bitte miniflasker. Der sad vi i solen på min farfars roemark i Bækkeskov. Jeg glemmer det aldrig. Det er et af de smukkeste minder fra min barndom. Og hold da op, hvor jeg savner dem, når minderne kigger frem. Men på en god måde. Jeg elskede dem – jeg elsker dem stadig!!
Så gik turen til Skals, og Skals ligger på en bakketop. En bakke stejl som bare pokker. Så jeg hoppede af cyklen og erfarede, at det faktisk var meget hårdere at gå, end cykle. Det var ligesom benene var helt stive, så op på cyklen igen og i laveste gear nåede jeg op. Vi gjorde stop ved den lokale brugs, hvor der blev indkøbt cola og jordbær. Zahra satte colaen for munden og bundede på no time, jeg tror på, hun var tørstig. I en lille kiosk købte vi kaffe, og så satte vi os på en græsplæne midt i Skals, hvor vi drak vores kaffe, spiste mad og jordbær. Så var vi klar til sidste etape.
Ikke langt fra vores middagsplads kunne vi komme på Himmerlandsstien, så turen hjem gik ad stien, gennem Løgstrup til Viborg station. På strækningen Skals / Løgstrup var der rigtig mange ude at gå at cykle. Et sted havde man lavet en fin terrasse med borde og bænke, hvor man kunne tage et hvil. Her var der ovenikøbet folk, der badede. Rigtig hyggeligt, var det.
Det var en fed tur, som blev lidt længere end planlagt. Vi regnede med 47 km, men kom over 70. Hårdt til sidst. Men fedt, og i godt selskab, god og sund motion og masser af nostalgi og så oven i købet en helt fantastisk smuk natur. Så bliver det ikke meget bedre.
Resten af dagen var der dømt hygge i haven med bamserne, mens Karsten malede udestue. Derudover blev til til et par gåture med mand og bamser. Et par glas rosévin her til aften var okay, jeg havde jo brændt en pokkers masse kalorier, så vinen blev drukket med god samvittighed.
