Nogle minder kommer ikke med store armbevægelser. De lander stille. Som en svale, der stryger hen over himlen. En bestemt duft. Lyden af havet. Eller et øjeblik, hvor man næsten forventer at høre fire små poter komme hen over gulvet.

Vi mistede Gypsy. Hun nåede at få Dageløkke med. Hun gik sine langsomme ture her. Hilste på hunde og mennesker, blev kælet af børnene og fandt sine steder, hvor hun kunne ligge og holde øje med det hele. Det gør mig så glad, at hun nåede at blive en del af vores lille sted ved havet. Men det gør også ondt. For nu mangler hun.

Og sådan er det måske med livet. Vi samler ikke kun på de gode øjeblikke. Vi samler også på savnet efter dem, vi har elsket. Farfar og farmor dukker op, når svalerne flyver over mig. Barndommen vender tilbage med duften af sommer og hav. Og Gypsy vil sikkert dukke op tusind forskellige steder i mange år endnu. På en sti, vi plejede at gå. Ved lyden af en hund, der kommer løbende. På terrassen i Dageløkke. Og i det lille øjeblik, hvor jeg glemmer, at hun ikke er her mere. Måske er det dét, vi tager med os. Ikke kun minderne om dem, vi har mistet, men alt det, de gav os, mens de var her. Kærligheden forsvinder jo ikke, bare fordi nogen gør.

Men savn handler ikke kun om dem, vi har mistet. Jeg tænker også på venskaber. For nogle gange ændrer de sig. Ikke nødvendigvis fordi man bliver uvenner, eller fordi nogen har gjort noget frygteligt. Måske opdager man bare, at man ikke længere ønsker helt det samme. Det er noget, jeg øver mig i at acceptere.Jeg vil gerne fællesskabet. Jeg vil gerne sidde længe over en kop kaffe, strikke sammen, lytte til musik, høre et foredrag, tale med mennesker og lade en oplevelse få den tid, den tager. Andre vil noget andet. Og det er der jo ikke noget forkert i.Det svære opstår, når et venskab kun fungerer, hvis den ene hele tiden tilpasser sig den anden.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det jo det, jeg altid har gjort. Tilpasset mig. Herregud, det er jo ligemeget. Vi kan da godt gøre det på din måde. Tage derhen, du gerne vil. Spise dér, du helst vil. Gøre det, du har lyst til. Jeg skal nok finde mig til rette. For det er jo nemmere sådan. Ingen diskussion, ingen risiko for at skuffe nogen og ingen dårlig stemning. Og én gang er det selvfølgelig ligemeget. Ti gange er det måske også. Men når “det er jo ligemeget” bliver en måde at leve på, opdager man pludselig, at det faktisk ikke var ligemeget alligevel. For hvor blev mine egne ønsker egentlig af? Det er nok noget af det, jeg er begyndt at forstå. At hensyn ikke behøver betyde, at jeg altid skal være den, der bøjer mig. Mine ønsker må også fylde. Jeg må også have lyst til noget – og sige det højt. For selvfølgelig skal vi give os for hinanden. Det hører med til både kærlighed og venskab. Men der skal også være plads til at sige: Det her har jeg faktisk lyst til. Skal du ikke med? Og nogle gange vil svaret være nej. Det må det gerne være. Men så må mit nej også være i orden.

Og nogle gange vil svaret være nej. Det er måske noget af det, jeg lærer, jo ældre jeg bliver. Jeg behøver ikke længere presse mig selv ind i fællesskaber eller relationer på en måde, hvor jeg hele tiden skal tilsidesætte det, der gør mig glad. Jeg skal huske også at lytte til mig, ikke bare rette ind. Nu er jeg blevet 67. Og jeg har lovet mig selv, at hvis ikke, det er nu, hvornår så? Jeg vil stadig invitere. Stadig række hånden ud. Stadig være nysgerrig på andre mennesker. Men jeg vil også give mig selv lov til at vælge det, der giver mig glæde. Det er nemlig ikke det samme som at vælge mennesker fra. Nogle gange er det bare at huske også at vælge sig selv til.