The answer my friend is blowing in the wind……

Jeg var ikke gammel, da jeg kunne synge med på sangen Blowing in the wind, uden overhovedet at vide, hvad jeg sang. Jeg sang det bare, skrålede med, når min moster og min morbror satte pladen på pladespilleren. Senere satte jeg selv musikken i gang, nu ikke på en pladespiller, men på en kassette-båndoptager. Han var ikke min stjerne nummer et, men han var der, hans musik var der, og han havde plads på min væg sammen med David Cassidy, Brian Connelly, Status Q, Suzy Quatro med flere.

I firserne hørte jeg stadig de mange tekster, og mine børn var på sin vis tvangsindlagt til at lytte med. Min datter intet mindre end elskede musikken, spillede hans numre på sin guitar og sang hans sange igen og igen og igen.

Onsdag den 9. juli inviterede min mand på koncert i Århus. Onkel Bob var tilbage, og jeg glædede mig til at gense ham. Alt gik op i en højere enhed den aften. Vejret var fantastisk og Dylan var på toppen. Han sang sine sange, eller nærmere sine fortolkninger af sine sange, og han gjorde det som altid på sin helt egen facon. Han kommer ind, han leverer varen, og han går ud. Han er ikke til smalltalk, det har han aldrig været, og det er okay! Som min mand sagde: “Det virker som om, Dylan har en slags kontrakt med sine fans. Vi vil gerne høre hans musik, og han vil gerne optræde. Men han gider ikke snakke med os :-)”

Under hele koncerten, havde han kun en sætning til sit publikum -i øvrigt på dansk. Det var, da han gjorde opmærksom på, at det nu var pausetid. Ikke noget med godaften Aarhus, ingen sange med en kort forklaring, ingen tak når publikum klappede, og heller ikke et tak før han forlod scenen. Sådan er Dylan, og vi synes, det er okay! Han sang, og denne aften så vi kunne forstå teksten . stort set. Han dansede og han smilede. Han var – som altid – fantastisk!!! Vi ville høre hans musik, og vores ønske blev til fulde opfyldt. Vi fik endda to ekstranumre.

Alt i alt en absolut pokkers god koncert, og så er alting jo godt. Skulle man tro, men…..

Bob Dylan havde nedlagt fotoforbud! Forrest på scenen var placeret spejle, så blitz ville spolere billedet, og der var vagter udstyret med skarpe lommelygter, der kunne lyse “forbryderne” i hovedet, og derved spolere muligheden for et godt billede. Jeg har læst anmeldelser, der roser dette fotoforbud, som gjorde det muligt at opleve en koncert uden oprakte Iphones og blitzlys. Hermed var publikum henvist til at være i nuet, et med musikken i stedet for at have travlt med at filme og fotografere og sende til diverse medier. Jamen jo, det er da rigtigt. Og dog…..

På pladsen stod trofaste folk, der har fulgt Dylan i årtier. Folk der har købt hans musik, rejst lande og riger tyndt for at opleve deres idol. Her stod 5000 mennesker, der sagtens kan acceptere, at Dylan er på kanten til det arrogante, kort for hovedet og til tider uforståelig, når han synger sine sange. En flok mennesker der ved og accepterer, at Dylan genopfinder sine numre og giver dem en ny moderne “indpakning”. Hvorfor i alverden skulle der ikke være plads til at tage et billede eller to. Hvad betyder en optagelse eller to på et socialt medie? Er det ikke bare en del af gamet?! Men okay, vores musikalske helt er ikke til Iphones og sociale medier. Det er sgu også i orden!!

MEN…..til at håndhæve dette forbud var hyret en flok mænd…eller….at kalde dem mænd er sgu et mesterværk af en overdrivelse! Jeg vil faktisk gå så vidt, at jeg vil benytte Gaffas betegnelse af disse, nemlig tyrenakker og båtnakker! Jeg skal da lige love for, at de tog deres opgave mere end almindeligt alvorligt. Lommelygterne blev flittigt brugt, for det viste sig – og ikke første gang i historien – at forbud ikke er løsningen. Der blev blitzet, der blev videooptaget, og det blev delt på diverse sociale medier som aldrig før!  Derfor blev lommelygterne også flittigt brugt. Meget flittigt. Så meget, at vi der kunne nøjes med en enkelt lille billede taget i skjul, en stor del af koncerten blev blændet af disse lygter. Lygtevagterne for rundt, lyste som gale, mimede advarsler med vrede udtryk i hovederne. De hævede sig op på afspærringerne og brugte pegefingre til at signalere “fy fy”, og da det ikke var nok blev en vandret pegefinger ført ind over halsen, sådan direkte oversat: stop nu, eller……..!!!!!!

Ja, eller hvad? Hvad var konsekvensen, hvis man fortsat trodsede forbuddet? Ville man blive smidt ud, ville man få konfiskeret sin telefon, eller ….. ?????

Som gammel Dylan fan, kan jeg sagtens leve med en stjerne, der ikke gider bruge tid på nok så lille en dialog med sit publikum. Det gør ikke noget, at jeg ikke altid kan forstå teksterne, det er fedt, når jeg kan. Jeg kan sådan set også godt leve med, at en mand fra en tid længe før mobiltelefoner og internet ikke kan acceptere, at fans vil forevige deres oplevelse med billeder og videoer, og jeg har heller ikke noget problem med, at han ikke vil deles på tusinde facebookstatus.  Jeg kan for så vidt også godt affinde mig med en flok båtnakker, der lyser mig i øjnene med deres lommelygter, herregud det elsker små drenge, der gerne vil lege store stærke mænd. At de samtidig står der med skolelærerpegefingre er ok – fint for mig, hvis de ikke på anden måde er i stand til at løse deres opgave på civiliseret vis, men jeg hverken kan eller vil acceptere en pegefinger der føres ind over halsen……vi ved alle, hvad den gestus betyder. Og det er ved gud i himlen IKKE I ORDEN!!! Og for mit vedkommende lagde det sandelig en dæmper på en ellers helt igennem fantastisk koncertoplevelse. Århus Stiftstidende skrev: Ingen går utilfredse fra en koncert med Bob Dylan – JO, det gjorde jeg. Og det skyldes absolut ikke Dylan, men derimod aggressive og truende vagter!!!!

Vidste Dylan , at det var sådan vagterne førte sig frem, sådan hans forbud blev håndhævet?

The answer my friend is blowing in the wind, the answer is blowing in the wind!

 

 

 

 

Total Page Visits: 294 - Today Page Visits: 2

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.