En dejlig onsdag formiddag.

Sorg er en underlig størrelse. Den forsvinder ikke sådan lige. Den kan træde i baggrunden, kun for at vælte frem igen på de underligste tidspunkter. Jeg vidste godt, at jeg ikke var parat til at miste min mor, hvilket man sikkert heller aldrig bliver. Det gjorde mere ondt, end jeg havde forestillet mig. Kræft er en rædselsfuld og ubarmhjertig sygdom. Heldigvis skulle min mors lidelser ikke vare længe. Heldigvis fordi det ikke var et liv. Men det var barskt at være vidne til. Hendes sidste tid skærer mig i hjertet. Det får ofte tårerne til at strømme.

Jeg savner hende. Jeg savner hende forfærdeligt. Jeg savner hendes smil og hendes stemme. Trygheden ved at kunne ringe til hende og få en snak er væk. Hun har altid været mit sikkerhedsnet. Altid klar til at gribe, klar til at trøste, klar til at tage sig af børnene, når jeg læste til eksamen osv. Det eneste menneske jeg ikke kunne spille skuespil for. Hun mærkede på et splitsekund, at jeg var trist. Selv i telefonen. Så trillede tårerne, mor lyttede, og bagefter var verden bare mildere og problemet mindre.

I søndags gik jeg med Anna i kirke. Vestervang Kirke. Det føltes godt. Ikke et tosset sted at komme med sin sorg. Salmerne og præstens prædiken. Stof til eftertanke. Og en følelse af at være tættere på mor. For en stund.

I dag gik vi til sommersang samme sted. Så hyggeligt. Vi fik kaffe og brunch bagefter. Vi fik snakket med en masse mennesker, både præsten, kirketjeneren og de andre kirkegængere. Noget man sjældent oplever, når man går en tur gennem byen. Men her gik snakken om løs og fat, smalltalk blandet med seriøs snak om verdenssituationen og livet i vores by i almindelig. Verden var lysere, da vi kørte derfra. Trods den regn, der snart efter dukkede op. Wellness for sjælen. Balsam for sorgen. Mere af det? Ja, tak!

1414total visits,14visits today

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.