Dagen går på hæld……

Året er startet som en rutsjetur, en af de lange med loop og alt det der. Fuld knald på, op, ned og rundt og om igen. Det er psykisk opslidende at være i en opsigelsesperiode. Jeg ved godt, at det er svære tider, at alle enten har været i samme situation, eller har udsigt til at komme det. Ikke desto mindre blev jeg ramt, da fyringen kom. Det er ikke personligt, nogle skulle vælges, dårlig økonomi og alt det der. Min første tanke var: Fuck, jeg bliver 60 til sommer, hvor får jeg nyt job! Fem mdr. opsigelsestid, der er trykket på start og nedtællingen er begyndt. Det får automatisk tankene til at fare afsted. Jovist, nogle skulle fyres, det er bare svært at forstå, at de valgte at fyre personale med de nødvendige uddannelser og beholdt nogle, der skal i gang med disse moduler. Svært at se økonomien i det. Meeen…….jeg har heller aldrig været et matematisk geni.

Efter en sygeperiode vendte jeg tilbage til jobbet. Men hold da op, det er svært at finde motivationen. Det er også ensomt, personalestuen er stor og kold, når man sidder der alene. Man er svær at snakke med. Så er det nemmere at undgå at mødes. Jamen, slap dog af, jeg er bare fyret, det smitter ikke! Tiden føles lang, og det kniber med energien til at skifte jobbet ud med skrivebordet derhjemme efter fyraften, når der skal kigge jobannoncer og skrives ansøgninger. Jeg ville bare rigtig gerne have nyt job meget snart, men situationen på jobbet tapper mig for energi, skubber de positive tanker væk, og skifter dem ud med bekymring og frustrationer og anden sortsyn.

De fleste har prøvet det, men det er noget tabubelagt. Vi snakker ikke om det, hvem skulle vi også snakke med? På jobbet skal der værnes om en god stemning, og kolleger undviger, måske af samme grund, måske for at værne om den gode stemning, måske for at undgå den dårlige. Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg er træt af tabuer, træt af tavshed, træt af skuespil. Jeg føler mig kasseret, og jeg føler mig på overtid. Jeg skal passe et fuldtidsjob, forberede, planlægge, kigge efter nyt job, skrive ansøgninger og alt det, der hører med. Og jeg skal passe på mig selv, undgå at gå i sort, undgå stress. Min krop og psyke har brug for et break, brug for ro til at vinde troen på egne evner tilbage. Jeg kan ikke blive syg, for er jeg sygemeldt, må jeg ikke søge job! Jeg bliver syg af at passe mit nuværende job, men jeg må ikke søge væk. Så jeg går på arbejde, gør vold på mig selv, simpelthen fordi det forventes. It’s a rotten world we are living in!!!

Det er ikke verdens mest positive blogindlæg, men det er ærligt. Hvis du har læst med til nu, så tak for din tålmodighed 🙂

Forstå mig ret, det ik’ fordi
jeg ik’ har noget godt at si’
det kommer nok en dag
når fornuften vender tilbage
– Thomas Helmig

1503total visits,2visits today

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 Comments

  • SVAR

    Kæreste Birthe. Jeg har (heldigvis) aldrig stået i den situation, du nu står i og når jeg har haft et job, der gør mig syg, har jeg sagt det op! Og alligevel kan jeg sagtens sætte mig ind i magtesløsheden, som du føler lige nu! Jeg tror på, at du nok skal finde et nyt job, idet du virker som en dedikeret lærer med mange kompetencer. God vind og mange tanker ❤️

    • SVAR

      >
      Tak Maria 🙂