Tænkepause slut

Tænkepause slut

31. juli 2018 2 Af Birthe

Det var været en blandet ferie i år. Jeg havde set frem til den, fordi jeg trængte til at slappe af og lade op. Jeg skulle læse, strikke, male, gå lange ture med bamserne, løbe om morgenen, tage raceren ud på lange ture og gå nogle dage på Hærvejen sammen med Hanne. Det var planen. Det blev ikke helt sådan. Men efter en kort tænkepause, er jeg tilbage på bloggen.

Næste sommer fylder jeg 60. Jeg har langt mere fortid end fremtid. I en bog læste jeg en sætning, der satte sig fast på min nethinde: Die with memories not dreams. Det er jo rigtigt. Der laves statistik over alt, man har blandt andet spurgt døende, hvad de fortryder mest i deres liv:

  1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.
  2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget.
  3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
  4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner.
  5. Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.

Kun en af disse kan jeg på nuværende tidspunkt sige, at jeg er begyndt at leve efter. Jeg giver udtryk for mine følelser. Noget jeg ofte har fået kritik for i mine skriverier på nettet. Men det lever jeg med. Jeg synes ikke bare, at vi skal beskrive vores tilværelse på Facebook, i Blog og på hjemmesider som et problemløst eventyr. Jeg gider ikke tabuer og forstillelser. Så min blog vil fortsætte som altid, her kan man følge mit liv på godt og ondt. For der er begge dele.

Til næste år går jeg Caminoen, Hanne og jeg har aftalt 14 dage, men jeg fortsætter alene. Jeg tager hele turen, det er min drøm, og nu gør jeg det. Jeg håber, Hanne gør det samme og kan hun ikke, så fortsætter jeg alene.

Jeg begraver drømmen om at samle mine børnebørn en gang om året. Jeg synes, det er en skam, men det kan ikke lade sig gøre, det fører kun til ballade, og det skal mine børnebørn ikke vokse op i. Da mine drenge begge har valgt ikke at have mere med mig at gøre, er der desværre nogle af mine børnebørn, der ikke må besøge mig. Det er jeg ked af, men det betyder ikke, at de andre ikke kan komme. Alle mine børnebørn er velkomne, hvis de må for deres forældre.

Når man skriver blog, må man forvente, at der kan komme både ros og ris. Vi kan ikke alle være enige, men jeg håber og tror på, at vi alle kan acceptere denne forskellighed. Man er velkommen til at lægge kommentarer, da det altid er rart at få respons på det, man skriver. Også selvom man ikke deler min mening om dette og hint.

Planen er, at have mindst muligt og helst ingenting at fortryde, når Vor Herre saver den pind over, hvorpå jeg sidder 😉