Tankespind

Det er hverdagens små glæder, man skal varme sig ved, når det bliver gråvejr. Det er desværre også dem, der nemt glemmes i en travl hverdag med udfordringer på flere fronter.

Estrid sov her fra tirsdag til onsdag. Hun er nem at have med at gøre, så det kan nemt lade sig gøre at arbejde, selvom hun render rundt og leger, synger og griner. Det er så livsbekræftende, og det mærker jeg hver gang, jeg har børnebørn på besøg. De er glade, udsender god energi, har ikke de mange fordomme/forventninger/betingelser for samværet. De er her, fordi de gerne vil, fordi de hygger sig. Hold så kæft, jeg elsker dem. Hvis jeg skulle strande på en øde ø, og jeg selv kunne vælge, hvem jeg ville have med, så er ikke i tvivl. Karsten, børnebørn og bamserne. Men, det gør jeg nok heller ikke – hverken strander på en øde ø, eller bliver spurgt. Men, der er ingen tvivl om, at samværet med guldklumperne gør mig glad i låget.

Alle der kender mig ved, at man ikke skal stille uret efter mig. For jeg kommer for sent. Jeg passer tiden, når jeg skal på job, til møder, til læge/tandlæge osv. – men når jeg har fri, når den eneste kasket jeg har på, er den private, så gider jeg ikke hænge mig i tider. Af den simple grund, at jeg under alle omstændigheder ikke kommer til tiden. Jeg kan lide at have god tid, ingen stress, bare stille og roligt komme i gang med dagen. Sådan er jeg. Allerhelst slap jeg gerne for altid at skulle have en fast tid forude. Altså, hvis jeg siger, jeg kommer i løbet af formiddagen, så er det, jeg gør. Hvis man virkelig har et uafviseligt behov for at vide på klokkeslet, hvad tid……. jamen, er det så ikke bedre, de mennesker kommer til mig? Jeg slipper for at stresse, de slipper for at blive sure og vrede…..total win/win. Det kunne være så nemt! Så enkel er virkeligheden bare ikke.

Børnebørnene hænger sig ikke i tider. Sidste gang Silas og Gaia skulle på ferie, skulle jeg jo være ved færgen til bestemt tid, far skulle på arbejde, mor skulle ikke. På motorvejen ringede mobilen et par gange, når jeg tog den……jeg har håndfri …… så kunne jeg kun høre støj. den ringede og ringede og ringede. Det var Sønike. Da opkaldet endelig lykkedes, opdagede jeg, at jeg nu havde 7 km til Nyborg. Hvornår kommer du farmor? Spurgte en glad Gaia. Jeg bad om at snakke med far. For pokker – jeg skulle mod Svendborg.Jeg havde misset afkørslen. Det betød, jeg ikke kunne færgen til aftalt tid. Uha! Jeg fornemmelig harmen i den anden ende af røret. Jeg tager færgen og venter dem hjemme, sagde jeg. Det sidste jeg hørte, inden han lagde på, var: For helvede….!

Men jeg nåede frem, endda før min søn skulle på job 🙂 Da vi på vej hjem, spiste på en rasteplads sagde Gaia: “Far blev så sur, da han snakkede med dig. For helvede, råbte han, hun kommer altid for sent!” Silas sad og kiggede på hende, så sagde han: “Og hvad så? Det går nok. Det vigtige er ikke, om farmor kommer til tiden, det vigstigste er, at hun kommer.” Hvor har han dog ret. Det vigtigste er, at jeg kommer. Når man kører ca. 400 km tværs gennem landet, spiller mange ting ind på ankomsttiden. Er der kø? Traffikuheld? Osv…..det er sgu da farligt, hvis man skal stesse afsted for at nå frem på klokkeslet!

Da samme søn skulle giftes, startede begivenheden i kirken, hvor det i øvrigt lykkedes mig, at komme til tiden. Efterfølgende reception med underholdning om eftermiddagen, spisning og fest om aftenen. Karsten og jeg havde lånt min fars lejlighed, her kunne hundene være, men vi festede. Vi skulle være i kirken kl 10 eller 11…..jeg husker det ikke, i hvert fald, blev jeg nødt til at finde et tidspunkt, hvor jeg kunne køre hjem og lufte hundene. En halv times kørsel hver vej. Så kunne vi også skifte til festtøjet ved samme lejlighed. Så vi smuttede et par timer om eftermiddagen, og skulle nok være tilbage inden spisningen. Troede jeg. det var planen. Vi skyndte os at lufte bamse, skifte tøj og hurtigt på vejen igen. Han bliver så sur, min søn, når jeg kommer for sent. Da vi kører tæt på Storstrømsbroen, spørger Karsten om jeg så dem, der kom med instrumenter og skulle synge? “Sangene!!!!!” Udbrød jeg, de ligger på fars køkkenbord! Tilbage igen! Vi kom yto min for sent. Gæsterne stod ved bordene og klappede, da vi kom. Jeg vidste det, sagde min søn.

Ja….det er det, der sker. Alt går fandme galt, når jeg skal sørge for at stille guder og hver mand tilfreds. De er gift endnu, så jeg tænker ikke, det var den store skade, at maden ventede hele to min.

Alt det, betyder ingenting, når børnebørnene og jeg er sammen. Der betyder klokken ingenting. Det går nok, som Silas siger <3

Da jeg for for et par år siden, løb ind i stress med angst som følgesvend, besluttede jeg, at nu skulle det have en ende. Det er imidlertid hårdt arbejde, vil jeg bare sige. Men jeg er på vej. Jeg begyndte at dyrke yoga og meditere, jeg tog et kursus i Reiki-healing og det hjælper. På mig. Ikke nødvendigvis på mine omgivelser, men det hjalp mig med at ændre min reaktion på omgivelserne. Jeg er ikke i mål, men jeg er på vej. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse, og jeg kan ikke lave mig om. Og kunne jeg, så havde jeg ikke lyst. Jeg har aldrig haft behovet for at ændre andre mennesker, jeg har i stedet løbet spidsrod for at tage hensyn til alt og alle. Ingen blev lykkeligere af det, slet ikke jeg. Jeg kørte ned!

Det er som før omtalt hårdt slid. Men det er ikke uden problemer. Det er ikke alle, der bryder sig om forandringen. Men mine børnebørn bemærker den ikke. De er så de plejer. Hvor ville det være dejligt, hvis denne evne forblev intakt hos voksne. Det er ikke op til mig at ændre på den kendsgerning. Men, jeg har lært mig selv, at det betyder ikke noget, at nogle mener, jeg er en dårlig farmor, når bare ungerne er af en anden opfattelse. Skal jeg dømmes, vil jeg dømmes af dem <3

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.