Hygge på Himmelbjerget

Jeg hentede Estrid efter job i dag, og jeg er faktisk lidt stolt af, at jeg cyklede på arbejde, selvom jeg vidste, at jeg efter undervisningen skulle hente hende og en tur til AOF i Silkeborg. Det blev i stedet for en rask tur hjem og hente bilen. Da jeg havde klaret opgaven i Silkeborg, kørte vi videre til Himmelbjerget. Hygge med Estrid og dagens motion, hele to ting, slet ikke dårligt. Vi var en tur i tårnet, og derefter gik vi ned til vandet, en gåtur på 700 meter, hvor det går stødt ned, ned og ned. Estrid var i højt humør, og vi fik vendt mangt og meget på vejen til vandet. Derefter gik turen op igen, og det var straks langt hårdere, end turen ned. Vi valgte en længere vej gennem skoven, så der var 1 kilometer tilbage til bilen. Men hold op, hun klarede det godt. Kun en enkelt gang, ca. 100 meter fra toppen, spurgte hun, om jeg ikke kunne bære hende. Det kunne jeg ikke, og det er der en grund til. Det var varmt som pokker, og det går pænt opad den sidste del af turen. Den del klarede hun også, hun tog sig lige en slapper på stenen ved H. C. Andersens bænk, hvor hun kunne se langt ud over vandet.

Som altid fik Estrid mit sortsyn jaget på flugt. Så jeg nyder nu resten af dagen i langt bedre humør, end jeg startede dagen med. Tilfreds med mig selv også, fordi jeg fik cyklet og taget en rask gåtur med nogen udfordring. Nu mangler jeg bare at lufte bamserne, så er der dømt hygge.

I morgen håber jeg meget på, at den nye rem til min aktivitets tracker er med posten. Sørme om ikke den gamle rem knækkede den anden dag, og jeg mangler uret helt vildt. Vanens magt er stor. Under alle omstændigheder er det en god indikator for at holde øje med, om man har rørt sig nok. jeg kæmper stadig med de overflødige kilo, og jeg må indrømme, at det er et fandens hårdt arbejde at komme af med dem. Det skal lykkes.

Det var vist ordene for i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.