Tiltrængt miniferie

I mit job går tingene til tider rigtig stærkt. En sådan periode har det været fra påsken frem til Kristi Himmelfarts Dag. Så jeg havde set frem til en lille pause, hvor jeg kunne lade op, slappe af og samle kræfter. Fridagene starter med, at en gammel aftale med min søn bliver aflyst. Jeg havde haft det på fornemmelsen, så jeg havde lavet en aftale med min veninde Hanne, og det var ganske klogt, for det flyttede fokus fra det familiære kaos, der hersker i mit liv.

Hanne have sit barnebarn og sin lille hund Dina med. Det er så herligt at se bamserne og hende sammen. Marius klarede rigtig fint at være sammen med os gamle nisser uden legekammerater. Så det blev til nogle rigtig hyggelige dage med mange gode aktiviteter. Bamserne og Dina fik en tur i hundeskoven, hvor Marius fik dem løbet godt trætte. Karstens fødselsdag blev fejret med en frokost på den kinesiske , derefter tog vi en tur på Sønæs til stor fornøjelse for Marius.  Fredag bød på en tur i Undalslundskoven med hundene, en tur til Sønæs – efter Marius’ ønske og efterfølgende en is på Borgvold. På trods af de mange aktiviteter fik Hanne og jeg også tid om aftenen, hvor vi fx. har besluttet at vi til næste år vil gå på Caminoen. Karstens børn kiggede forbi fredag, hvor den gode mand blev fejret igen.

Lørdag tilbragte jeg sammen med Trine, vi fik handlet lidt og spist frokost på Fry. Lørdag aften og søndag blev til hyggetid med manden min. Syv år har vi været gift, og jeg er stadig vildt forelsket i ham <3 Jeg. fik hentet nogle bøger om Caminoen og også købt en enkelt, der er uundværlig på turen. Jeg fandt striikketøj frem og begyndte at høre lydbogen Grin, gråd og Gaffatape. En kvinde, der efter en gang Borrelia besluttede at gå Caminoen i et stræk. Spændende bog, der fortæller lidt om, hvilke strabadser, vi har i vente, men også hvilken smuk natur vi vil opleve.

Trods savn af børnebørn blev det til en god miniferie. Der var folk at snakke med, og vi lavede en masse sammen. Det holdt de mange tanker på afstand. Jeg synes, det er svært med en familie, der konstant konflikter på kryds og tværs. Min datter kæmper med præcis det samme, som jeg kæmpede med i tidernes morgen. Jeg gjorde aldrig noget, der var godt nok. Jeg var for pædagogisk i min opdragelse, jeg var for meget rødstrømpe osv osv osv. Den rolle har min datter arvet, desværre. Der er til stadighed nogle i familien, der ved bedst, hvad de gør er altid det rigtige, hvad de mener, er det rigtige, og er man ikke enig med dem, så der det simpelthen fordi, man er ude på et sidespor og dum.

Jeg er ked af, at mine børn ikke kan være i stue sammen, træt af at nogle børnebørn ikke må omgås de andre. Jeg kan ikke have dem på ferie samtidig, og ærlig talt med fem børnebørn, så er der noget, der tyder på, at jeg ikke har ferie nok til rådighed. Sommerferien nærmer sig, og jeg får ondt i maven ved overhovedet at tænke på det. Det ville være så fedt, hvis jeg kunne samle dem en fem dages tid hjemme hos os. Det ser ikke ud til at være en mulighed. Bertram vil gerne have sin mor, når han skal sove – jeg kender det, min datter var lige sådan, hun sov ingen steder uden mig, før hun var 12. Jeg kan ikke se, at der er noget galt i, at hun er med nogle dage, hvor hun besøger gamle venner og hygger med dem, men er der til at putte ham om aftenen. Men det kan hendes bror og svigerinde. Så deres børn må ikke være der sammen med Bertram. Ferieplanerne er derfortil overvejelse, og hjernen er på overarbejde, for simpelthen at finde en måde, at tackle det hele på. Jeg er bitter over at se, at svigerfamilien på min søns side må alt det, der ikke er mulig for os andre. Trods deres jævnlige uvenskaber, for dem har de sandelig også på den side. Men hvad pokker kan man bruge bitterhed til, andet end blive gammel og trist?

Jeg vil simpelthen ikke finde mig i, at nogle forlanger alenetid med farmor, når deres børn skal på ferie. Jeg vil ikke skulle bruge 14 dage – tre uger af min ferie på at have børnebørn på skift. Alt det kværner rundt i mit hovede. Og jeg er træt af det. Ked af det. Vred vist også.

Når jeg har haft børnebørn, så følger en anden ting. Bebrejdelserne. Om kun 2 måneder er vi kommet til ferien. Jeg aner ikke, hvad jeg gør, og jeg har enormt svært ved at finde ud af, hvad jeg egentligt mener og tænker om det hele, hvis jeg skal tænke på mig selv. Og det skal jeg vel, hvis jeg skal kunne leve med det hele.

Fanden tage al det koks. Men trods alt en fed miniferie – på trods 🙂

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.