Jeg vidste godt, der blev holdt natkirke i byen, men jeg har ikke tidligere fået afsat tid til at kigge forbi, for at se, hvad det gik ud på. Men denne gang fik jeg mig taget sammen og kom afsted. Ikke fordi jeg er specielt kristen, men fordi jeg synes Domkirken er et smukt sted, og da især i december. Og det skulle da også vise sig at blive en fed oplevelse.
Kirken var oplyst med ene stearinlys, og der blev spillet stille fløjtemusik den første time. Derefter kunne man gå op foran alteret og tænde et lys og sætte i et kors af sand. Det var en speciel oplevelse. Stedet og belysningen gjorde jo nok sit til det, men der gik mange tanker gennem mit hoved, da jeg satte mit lys i sandet. En tanke gik til min farmor, der havde heldet til at samle familien til højtider: Det kærligste og dejligste menneske, jeg nogensinde har kendt, tror jeg. At mindes farmor, fik også mine tanker til at flyve omkring familie. Jeg ville gerne kunne samle mine børn til højtider, jeg ville gerne kunne lave en årlig sommertradition, så mine børnebørn kunne opleve hinanden. Det kan jeg ikke. De kan ikke enes, altså ikke mine børnebørn, de kan godt, men deres forældre kan ikke. Så der sad jeg i kirken, lyttede til den stille musik og lod tankerne flyve.
Jeg er vokset op i en familie, hvor der på min mors side konstant var uvenskab. Der var altid nogle, der ikke ville være i stue med et par af de andre. Så længe jeg kan huske tilbage, blev der altid snakket om de andre, selvfølgelig dem, der ikke var til stede. Jeg husker, mentaliteten til at de hver især mente at vide bedst. Deres meninger og holdninger var de rigtige, var man ikke enig var man et fjols. Nu er min egen familie endt, hvor min mors familie var den gang. Hver har nok i sit eget, man kan ikke dele. Underligt nok er der ikke samme tendens i mine ungers svigerfamilier, der stortrives familiefællesskabet, der holdes højtiderne hellige og traditionerne i hævd. Det fællesskab er ikke mig forundt, og jeg har meget svært ved at leve med det. Det gør ondt, gør det. Forbandet ondt i hjertet.
Som jeg sad der i kirken med alle disse tanker lukkede jeg mine øjne – ingen ville lægge mærke til det i den dunkle belystning. Jeg lagde hånden på mit hjerte og hviskede stille “Reiki” Jeg bad engle og universet hjælpe mig til at navigere i alt dette. At give mig styrke til at leve med de ting, jeg alligevel ikke kan ændre. Jeg huskede et stille “tak” inden jeg åbnede mine øjne igen.
Så nåede vi frem til gudstjenesten. Og præsten startede sin prædiken med ordene:
“Nogle døre
Må man lukke for at verden kan blive større…..”
En prædiken med masser af stof til eftertanke. Jeg tror, at englene sendte mig svar den aften.
🙂