Demonstration fredag d. 5. april

Viborg Rådhus

Viborg Rådhus

Sympatiserede med kolleger, der er “sat uden for døren.” Havde aftalt med Flemming fra Enhedslisten, at vi skulle mødes dernede. Som sagt så gjort. Det forløb fint, der var lidt sang og musik og nogle taler. Jeg fik hilst på en tidligere kollega, der nu arbejder på VUC. En lidt underlig fornemmelse i øvrigt at gå rundt blandt kolleger, der ikke er ønskede på deres job, når jeg så bare smutter tilbage på jobbet. Den samme følelse havde jeg om morgenen, da jeg kørte ind på skolens parkeringsplads. Der var for en gangs skyld masser af parkeringspladser. AOF holder til i samme bygning som Sprogskolen, og lærerne der er lockoutet. Vi passer vores og lader som ingenting. I min verden helt skævt. Hvorfor står vi ikke sammen? Hvorfor sympatiserer vi ikke? Vi står i samme forbund som vores kolleger på VUC, de er smidt hjem, vi er ikke. Og vi fortsætter som ingenting. Tja?!

Jeg kan også blive helt trist, når jeg læser og hører om folk, der synes, lærerne er urimelige, dovne og bare klynker. Forstår de ikke, at det her bare er starten. At turen kommer til alle andre offentlige ansatte, hvis KL slipper afsted med det her? Ser de slet ikke, at det i virkeligheden er en helt ny samfundsorden, de vil tvinge ned over hovederne på os? Glemmer de alle “gidslerne” i denne tåbelige “krig”? Nemlig eleverne. De mange elever, der skal til eksamen i nær fremtid og ikke får den hjælp og støtte, de normalt får i denne tid, eller de mange elever, der har betalt og glædet sig til skolerejser til Berlin, Amerika osv?

Det værste af det hele, og det der gør mig virkelig vred er, at det er en Socialdemokratisk regering, der lader det ske! Det er grimt, rigtig rigtig grimt!!

182total visits,1visits today

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.