En bette weekendopdatering

Vinteren er på vej. Mørket bryder frem sidst på eftermiddagen. Det er blevet tid til stearinlys både morgen og aften. Lidt usædvanligt er, at det endnu ikke er blevet koldt. Og det er dejligt. Endnu kan jeg gå lange ture med bamserne uden at hundefryse. En enkelt gang eller to har det været lidt koldt på fingrene, men ikke tit.

Så mens vejret er til det, har jeg besluttet at få lavet nogle krukker med vinterens planter, lidt lys og hvad der ellers kan findes af pynt til den slags. Og lige præcis her er det en god ting at have profil på Pinterest. Det er en tidsrøver, ingen tvivl om det. Men man kan finde alt derinde. jeg fandt blandt andet en krukke, hvor man havde brugt en masse kastanjer som bunddække. Sødt så det ud, så da Estrid var på besøg sidste lørdag, gik vi i haven og samlede kastanjer. Det var rigtig hyggeligt, og nu står der en rigtig fin krukke ved indgangen i gården.

IMG_0682 IMG_0684

Desuden er det en tid, hvor dagene bliver korte, og der bliver en del tid indendøre, hvor man med en smule planlægning kan få tid til andre sysler. Jeg fik denne weekend taget hul på projekt nederdel, som jeg satser på at få færdig i løbet af ugen.

12190913_10153698682299738_6935627510629124755_n

For første gang i lang tid tog Karsten og jeg til koncert i lørdags. The Thurston Moore Band spillede på Train i Århus. Vi blev enige om at spise på Jensens Bøfhus ved Bilka kort før Århus. Det gik for så vidt meget godt, vi bestille – fik en snack-kurv og lidt isvand, og ventede og ventede og ventede….tre kvarter. det viste sig så, at tjeneren ikke havde fået afleveret vores bestilling i køkkenet, men vi kunne da få gratis salatbar, mens vi ventede på vores mad, de beklagede meget. Vi havde imidlertid ikke mere tid, der var et kvarter til bandet begyndte sin optræden på Train, så godt sultne smuttede vi videre. Koncerten var god, tre mænd og en kvindelig bassist havde tilsyneladende alle en rigtig dårlig hårdag, men der musik var ganske god. En rigtig god oplevelse på trods af en sulten mave 🙂

Derudover har weekenden stået på planlægning af næste uges undervisning, en flok genvisiteringer er skrevet, jeg har fået læst og strikket lidt, gået lange ture med bamserne, hygget med manden i mit liv og besøgt Anna.

Det er ikke så ringe endda. En ny uge truer og sengen kalder.

Godnat til de, der fandt vej forbi mit lille strikkehjørne

 

 

Total Page Visits: 187 - Today Page Visits: 1

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.